Opstart af blog // Mine erfaringer

Noget af det jeg får flest spørgsmål omkring (udover kosttilskud) er opstart af blogs. Hvordan starter man en blog, hvordan får man læsere, hvad skal man skrive om, hvor ofte skal man skrive o.s.v. Der ikke nogle endegyldige svar på dette, men jeg vil da gerne dele mine erfaringer med jer alligevel 🙂 Jeg håber det er noget I kan bruge.

Blogging 2

Hvor skal jeg starte min blog op?

Du har flere muligheder. Bl.a. via Blogger, WordPress eller Bloggers Delight. Jeg har dog kun kendskab til WordPress, hvor jeg i sin tid oprettede bloggen. De har en masse design, du selv kan vælge imellem og det er meget brugervenligt. Jeg synes klart det er der, man kan lave den flotteste blog. Med tiden (eller måske fra start, hvis du er hardcore?) kan det være en god ide, at købe sit eget domæne. Det gjorde vi ikke og vi havde i et helt år WordPress stående efter vores blognavn, hvilket gjorde ondt i mine øjne. Men så gjorde vi noget ved det, lavede vores eget design fra bunden og resten er historie 🙂

Jeg anbefaler dette blogindlæg, der deler 30 gratis WordPress blogs, som er gode at starte ud med. Denne formidable side, er også værd at tjekke ud, der netop giver en masse gode råd og vejledning i henhold til blogging.

Hvordan promoverer jeg mig selv, så folk bliver opmærksom på min blog?

Den gyldne regel, hvis du spørger mig, er at tage det stille og roligt. Jo, det er selvfølgelig smart at kommentere rundt omkring på de blogs du følger, men du skal heller ikke overdo it. Skriv kun relevante kommentarer og kun hvis du faktisk har læst det indlæg, du kommenterer på. Spam ikke alle blogs og alle indlæg med din blogadresse. Det kan faktisk have den modsatte effekt, så folk ikke gider klikke ind. Hvis din blog er god, unik og visuelt flot kommer det helt af sig selv med tiden 🙂 Men reklame af sig selv skal der jo til, så jeg forstår udmærket godt det er nødvendigt.

Hvor lang tid kan jeg forvente, at der går før folk “opdager” mig?

Det er svært at sige, da det afhænger af så mange ting. Da vi startede op gik der faktisk kun et par uger før der var kommet en del læsere til og en lille måned inden vi fik vores første bloganbefaling hos én af de større danske blogs. Men tror mere det var undtagelsen end reglen. Vi var heldige, forstået på den måde, at vi timede det godt (der var nemlig kun få sundhedsblogs på det tidspunkt). Og så kommer læserne lige så stille til. Du skal dog ikke give op såfremt du føler du taler med dig selv. Du opretter vel ikke en blog bare for at få læsere? Så synes jeg nemlig man skal genoverveje sin begrundelse for at have en blog. Du skal gøre det fordi du ikke kan lade vær, fordi du brænder for et specifikt emne og hvis folk vil læse med, er det bare fedt!

Hvilke tanker bør jeg gøre mig inden opstart?

Jeg synes der er mange tanker man bør gøre sig. Mange vil nok sige du bare skal springe ud i det og så kommer det af sig selv, men jeg er selv et planlægningsmenneske, der ligger strategier og fremsætter målsætninger for alt hvad jeg gør og det gjorde jeg selvfølgelig også med bloggen inden opstart. Det skyldes nok også min uddannelse, der netop omhandler strategiplanlægning, kampagner, eksekvering, kommunikation, P.R. JEG ELSKER DET og følelsen af, at have ramt plet er fantastisk. Jeg brainstormede i noget tid inden opstart (faktisk startede de første tanker i 2009, men det var først i 2012 jeg startede bloggen), indsnævrede mit fokuspunkt, gjorde mig tanker om navn og design og hvordan jeg vil håndtere mails m.m.. Men alt behøver ikke at blive planlagt, så hvis du har lyst til at springe ud i det en fredag eftermiddag, så gør det. Ofte kan det også have sin charme ikke at have tænkt for meget over tingene.

Er det nødvendigt, at have en tekniker bag sig eller kan man gøre det selv?

Jeg har ingen tekniker til at hjælpe mig, men jeg har en kæreste der er god til at finde løsninger på tekniske problemer, der pludselig kan opstå. Det var dog først, da jeg valgte at få eget domæne, og lave mit design helt fra bunden, det blev virkelig svært. Vi taler CSS, kodning, HTML og alt det andet jeg ikke ved hvad er 😉 Der har jeg været så heldig at have min kæreste og kære Gymbag kollegaer til at hjælpe. Det værste var dog, da bloggen pludselig gik ned og fortalte alle læsere, den havde malware. Der troede jeg en overgang det var bloggens død. Så hvis uheldet er ude, så spørg dit netværk om de kan hjælpe. Der er altid en eller anden, der ved lidt og som kan hjælpe dig.

Hvordan kommer jeg på det perfekte blognavn?

Bare lad være med at kalde den noget med “fit” eller “fashion”, så er du på den sikre side;) Ej, jeg ved det ikke. Det kom bare til mig. Kan faktisk ikke huske om det var min kæreste, der kom på ideen. Hvis jeg skulle oprette en blog i dag vil eg nok have kaldt den noget andet. Navnet Fit For Livin’ binder mig lidt til sundhed og træning forevigt, og hvis jeg en dag pludselig ønsker at blogge mere om skønhed, mode, mad, rejser eller hvad ved jeg, så er det da lidt forvirrende med den titel. Men det hele går nok alligevel. Jeg kan personligt godt lide de blognavne, hvor der ligger flere betydninger bag og hvor navnet skiller sig ud. F.eks. Clamour 4 Glamour, Vilde Kaniner, Bungalow 5, Infinity m.m.. Ellers kald den dit navn, det går man aldrig galt i byen med.

Hvilket fokus skal jeg have?

Det er noget du må gøre op med dig selv. Du SKAL ikke blogge om sundhed bare fordi mange gør det i dag. Hvis du vil blogge om bøger, heste, teknologi, hårpynt, hækling, så gør det. Tænk ikke over, hvad der er “in” lige nu, det er så ligegyldigt og meget lidt unikt, hvis man bygger sin blog op omkring popularitet. Jeg er alligevel sikker på, at sundhed om et halvt år allerede er yt igen. Folk er allerede på kanten til at kaste op over flere indlæg om træning, kost, motivation. Men hvis du brænder for sundhed, så skal du da bare blogge om det 🙂 Mærk inderst inde, hvad der interesserer dig.

Blogging 1

Hvor mange timer bør jeg ligge i bloggen?

Det kommer an på, hvad du forventer at få tilbage. Vil du selv oprette et lækkert og unikt design og kun anvende redigerede billeder, tager det allerede meget tid. Mange bliver overrasket over hvor meget tid en blog tager, hvilket også er grunden til jeg ikke kan opretholde daglige indlæg længere, hvis jeg også skal se min familie. Regn med alt mellem 1-4 timer om dagen. Personligt ligger jeg i gennemsnit 2 timer hver dag i bloggen og det er udelukkende på baggrund af min interesse.

Er det nødvendigt også at oprette Facebook, Instagram, Twitter m.m. til bloggen?

Lad mig sige det sådan, at du nærmest er mere unik og spændende hvis du ikke gør 😉 Jeg har selv Facebook og Instagram (sidstnævnte har jeg et lidt ambivalent forhold til), og det vigtigste er blot, at man ikke opretter dem fordi “det gør de andre”. Har du noget at sige og dele de respektive steder, så gør det. Husk dog på, at jo flere sociale steder du bliver aktiv, des mere arbejde skal du ligge i det.

Hvordan skiller jeg mig ud?

Du skal bare være dig selv, såre simpelt. Lad vær med at “lån” billeder, opskrifter, ideer fra andre sider, hvis ikke du har i sinde at linke. Det er blot dårlig stil. Det er dog helt okay at lade sig inspirere, vi kan jo ikke alle skrive unikke og nye indlæg 24/7. Men forsøg at afdæk områder, der ikke er afdækket før eller hvor det er noget tid siden. Sæt dit eget perspektiv på det og del din holdning. Det er altid sjovere, at få et nuanceret subjektivt syn på tingene. Prøv eventuelt at skabe indlæg, der kan køre fast. Af eksempler fra vores blog kan nævnes “Be inspired on a saturday”, “Marts, April, Maj….. challenges”, “Anbefalinger af andre sundhedsblogs” m.m..

Hvordan bør jeg forholde mig til sponsorerede indlæg og virksomheder, der kontakter mig?

Det må du gøre op med dig selv, der er ikke noget rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Noget af det første jeg synes man skal gøre er, at afklare éns etiske og moralske standpunkt. Formuler en tekst og gør den synlig på din blog. Kom ind på hvad din holdning til sponsorerede indlæg og gaver er, hvordan det vil blive angivet i et indlæg, hvad folk kan forvente, når de læser sådan et indlæg. Forklar også lidt om dine tanker bag, altså hvordan man selv mener sådanne indlæg kan bidrage til bloggen. Jeg synes ikke det er en skam, at modtage et produkt i ny og næ eller skrive sponsorerede indlæg, så længe det er i overensstemmelse med bloggens tema og du kan stå inde for det. Der vil altid være nogle, der ikke kan lide det og vil efterlade en negativ kommentar. Sådan er det bare. Besvar dem konstruktivt og henvis til dit etiske standpunkt.

Såfremt nogle virksomheder kontakter dig, så husk at være kritisk. Sig ikke ja til alt. Det er virksomheden, der er vinderne og ikke bloggerne. De opnår billig reklame. Stil krav, lav eventuelt en bindende aftale og undersøg produktet inden du siger ja. Det gør jeg altid og jeg takker langt flere gange nej end ja. Det tror jeg mange vil være overrasket over.

Hvor privat bør en blog være? Er det bedre at holde den 100 % professionel eller er det godt med lidt personlighed over?

Det kommer an på, hvad du har i sinde folk skal vide om dig. Din nærmeste vil næsten altid finde frem til din blog med tiden, så vær sikker på det også er noget du kan sige over for dem. Jeg synes personligt, at jo mere vi kommer til at kende personen bag des bedre. Jeg læser meget sjældent “professionelle” blogs. Jeg vil mærke personen bag, have indblik i deres hverdag (så vidt muligt) og føle jeg kender dem (uden at gøre det selvfølgelig). Det har jeg altid forsøgt via egen blog, og det tror jeg er en af grundende til, at der er nogle læsere på den anden side. Hvis jeg vil læse generelt om kost, motion eller sundhed kunne jeg bare købe et blad eller gå ind på Iform’s website.

Hvad foretrækker folk, at læse om?

Det ved jeg ikke, men nok det du har valgt at skrive om hvis de læser med. Alt kan gøres unikt, hvis blot man sætter sit personlige præg på det. Husk, at du skal blogge for din egen skyld og ikke ud fra hvad du tror folk gider læse om. Men hvis jeg skulle nævne noget, der er populært herinde, så er det personlige indlæg, tankevækkende indlæg eller indlæg, der ligger op til en heftig debat. Det er noget alle kan li’ 🙂

Hvor ofte bør jeg opdatere min blog?

Så ofte som du har lyst, men husk at du ikke skal stå til ansvar for nogen. Du skal m.a.o. ikke blogge, fordi du tror at nogen forventer det. Det er personligt noget af det, jeg har sværest ved. Jeg kan få stress, hvis der er gået flere dage uden jeg har skrevet et indlæg. Jeg har dog accepteret at tiden ikke altid er til det og at læserne ikke forsvinder blot fordi man ikke kan skrive dagligt eller flere gange dagligt. Jeg fortrækker kvalitet frem for kvantitet. Hellere et dybdegående indlæg med lidt tekst og lækre billeder end forhastede indlæg med rystede billeder og ligegyldigt indhold. Jeg kunne selv poste indlæg tidligere som jeg aldrig vil gøre den dag i dag. Det skal være relevant, autentisk og visuelt flot. Store krav jeg har til mig selv 😉

Skal jeg investere i et kamera og hvor kan jeg redigere mine billeder henne?

Vi gjorde det ikke før efter 6 måneder, men jeg vil mene, at det gør din blog så meget flottere visuelt hvis du har et godt kamera. Iphonebilleder er okay, så længe det ikke er hver dag. Hold så vid muligt iPhonebillederne til Instagram og Facebook og udfold dig så visuelt og skriftligt via din blog.

Du kan redigere dine billeder i Photoshop eller Picasa. Sidstnævnte er gratis. Søger du collageprogrammer, så bare søg på Collagemaker via Google, så kommer en masse frem.

Hvordan skal jeg håndtere mine læsere? 

Du skal vide, at dine læsere er grunden til din blog er besøgt. Det er dine “kunder”. Jeg besvarer altid alle kommentarer og mails grundigt. Jeg værdsætter de overhovedet gider at bruge tid på at ligge én og læse med. Inddrag dem i dine indlæg og vis, at du værdsætter dem ligegyldigt hvor populær din blog er. Vær derudover opmærksom på, at når man har en blog vil man både modtage positive og mindre positive kommentarer. Det kan ikke undgås og er helt i orden, da vi ikke alle kan være enige. Bevar den gode tone og kom med et konstruktivt svar. Får du en sviner, så bevar selvsamme tone. Der er ingen grund til at synke ned på samme niveau.

Signature

25 Comments
  1. Rigtig fint indlæg Danica :)! Det eneste jeg har at tilføje, er at der er forskel på wordpress.com og wordpress.org. Og det ville jeg VIRKELIG ønske, at jeg havde fattet før jeg oprettede på wordpress.com.. Jeg har netop flyttet hele min blog til .org og eget webhotel og den slags er altså isbane aldrig helt uden problemer, hos mig er de billederne, der pt driller lidt fra tablet.. Sidespor. Pointen er, at man kan lave en fin blog på wordpress.com, hvor wordpress står for alt det tekniske – men ønsker man total frihed ifht layout, så er det altså klart lettere at starte op på .org frem for at skulle flytte det hele efter et års tid..

    Bare en lille sidebemærkning, som jeg ville ønske, jeg havde læst for lidt over halvandet år siden 😉

    1. Super tip Nana. Det er i hvert fald relevant 🙂 Lyder som noget besværligt, så hvis man kan spare lidt tid og kræfter på den vis er det da oplagt 🙂

    1. Det er jeg rigtig glad for at høre 🙂 Det er altid skønt at få indblik i hvordan andre griber det an.

  2. Synes det er et rigtig fedt indlæg, bortset lige fra man ikke skal kalde sin blog noget med fit, når jeg nu lige har skiftet navn – haha ej, jeg er glad for det og det jo vigtigste 🙂

    Men tak for indholdet, jeg synes også det giver rigtig god inspiration til personer, som har en nuværende blog 🙂 Der er mange ting og jeg synes du kommer rigtig godt rundt om det. En rigtig god guide man kan bruge senere hen 🙂

    http://www.getfitinspiration.dk

    1. Haha, det var også mest for sjovt 😉 Min egen hedder jo noget med fit. Der er bare gået lidt inflation i det, hvorfor jeg tror man kan skille sig endnu mere ud hvis man ikke hedder noget med fit, food eller fashion 🙂

      Og tusind tak 🙂

    1. Den side har jeg også brugt når det skal gå hurtigt 🙂 Der findes så mange gratis redigeringsværktøjer i dag, hvilket er skønt. Intet slår dog Photoshop. Det er dog svært at mestre og koster en del penge, så jeg forstår godt det kan virke overskueligt for mange. Og tusind tak 🙂

  3. Åhhh, lækkert indlæg! Jeg har selv lige startet en blog op (efter at have lukket 17 andre ned, haha!), og der er bare en masse svære ting når man blogger, så det er rart at få et par gode råd. Dejlig blog for resten!

    1. Det er nemlig lidt sværere end man umiddelbart tror 🙂 Det kræver meget arbejde og så er det rart, at have gjort sig lidt tanker inden man kaster sig ud i det. Så undgår man skuffelser, stress, forvirring, nederlag m.m. 🙂

  4. Tak for en masse gode tips! 🙂 Er nyopstartet og synes der er nogle gode take-homes her. I starten tænkte jeg meget på hvordan jeg kunne få flere læsere hurtigt, men som du skriver så blogger jeg egentlig ligeså meget – hvis ikke mere – for mig selv. Jeg hygger mig med det og så er det jo blot en bonus, hvis folk gider læse med og måske endda smide en kommentar.

    1. Jeg synes i hvert fald selv det er rart med lidt tips til hvordan det hele kan gribes an 🙂 Det er jo ikke sikkert mine erfaringer kan bruges af alle, men så får man i hvert fald indblik i én bloggers fremgangsmåde 🙂 Det vigtigste er nemlig at blogge for sig selv, så bliver det autentisk og unikt og præcis som det skal være.

    1. Det er jeg glad for 🙂 Det er altid rart at høre om andres erfaringer, når man er ny eller overvejer at begynde at blogge.

  5. dejligt (og relevant!) indlæg. Jeg giver dig især ret i, at man som blogger efter noget tid “ændrer vaner” mht. hyppigheden af indlæggene. I starten blev jeg næsten stresset hvis jeg ikke havde skrevet i noget tid, hvorimod jeg i dag er mere nede på jorden omkring det, og er (som du også siger) mere til kvalitet frem for kvantitet. 🙂
    Mvh Ísbjörg (opholdsrum.wordpress.com)

    1. Ja, det gør man nemlig. Kvalitet er altid at foretrække hvis du spørger mig 🙂 Og rigtig fin blog du har dig! Den er bogmærket 🙂

  6. Håber sådan at der er en masse nye bloggere der får glæde af din fantastiske guide og gør brug af den. Jeg er enig i det hele! Personlighed og kvalitet er vejen frem! At være sig selv og blogge om det man SELV brænder for. Det er så skide vigtigt ikke at stræbe efter at være som andre bloggere.

    1. Hvor er du sød tak 🙂 Ja, personlighed er skønt og det skinner i hvert fald igennem på din blog. Du skriver virkelig godt og fængende, og vigtigst af alt er din blog unik! 🙂

  7. Hej Danica,
    Interessant indlæg. Læser tilvalg i medievidenskab og har (næsten) lige skrevet eksamensopgave om bloggens ethos. Det er spændende læsning og kan anbefale Elisabeth Hoff-Clausens “Online ethos – webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis”. Den gennemgår bloggens 3 faser, hvor det kun er de succesfulde bloggere der når til 3 fase. Derudover diskuterer den den magt og det ansvar rent etisk succesfulde bloggere får til at sætte dagsorden. Der er mange lighedspunkter i det du skriver og hendes teorier.

    Ville lige give tippet videre til lidt sommerlæsning 🙂

    1. Fedt tip Michella. Elsker sådanne bøger, da jeg også er vant til dem fra mit eget studie. Må fluks se om jeg kan låne den 🙂 Og super fed eksamensopgave du har skrevet, lyder det som om. Elskede selv at arbejde intensivt med appelformer og den måde hvorpå virksomheder kan nå ud til modtagerne ved at spille på dem alle tre 🙂

  8. Super fedt indlæg Danica! Er selv ny i blogverdenen og især det med at ‘vente’ på læsere føles svært. Dejligt med tips fra en prof blogger – mange tak 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate