Opskrift: Wraps med flødeost, rucola & skinke

Opskrift-wraps-4 Wraps-opskrift-1 Wraps-opskrift-2 Wraps-opskrift-3

Vi er begyndt at lave en madplan for hver uge. Det skyldes, at vi førhen kunne stå kl. 17 og være i tvivl om, hvad vi skulle lave til aftensmad kl. 18. Det duer altså ikke med en lille dreng, der kræver mad 18 sharp og det er heller ikke godt for hverken pengepungen eller det sundhedsmæssige, da man ofte går med kompromis med disse ting, når der er stress på. Ydermere har vi haft tendens til at smide mad ud, og det er jeg ikke fan af, så nu har vi igangsat operation minimal madspild.

En madplan skulle der derfor til, men det kan være SÅ svært at overskue og sammensætte. Heldigvis bor vi lige siden af en Rema1000 og vi opdagede derigennem, at de laver madplaner via deres hjemmeside. Det er det smarteste længe. Om få dage vil vi dele en opskrift på de lækreste minipizzaer, vi også har fundet igennem Rema 1000’s hjemmeside. Til information er det her ikke et sponsoreret indlæg på nogen måde. Vi kan bare ikke få armene ned over, at man kan lave sin egen madplan ud fra de kriterier man nu engang har (i vores tilfælde nemt, familievenligt og forholdvis sundt). Dertil kan man handle det hele ét sted til de dage man skal bruge. Vi handler kun ind til 5 dage, da vi har mere tid i weekenden til at kræse om aftensmaden og ofte spiser vi også ude. For 5 dage kom vi ca. af med en 450 kr. Det er billigt set i forhold til hvor varieret og lækkert vi pludselig spiser. Tjek deres side ud!

Nå, men skulle I aldrig have en opskrift? ? Det er simpelthen så nemt. Men det gør det ikke mindre lækkert!

Du skal bruge (Rigeligt til ca. 3 voksne eller 2 voksne og 1 barn):

– 200 g neutral flødeost. Hvis du vil spare på kalorierne, så overvej en mere fedtfattig udgave eller skyr.

– 1/2 spsk soya

– 1/2 citron

– 50 g mandler

– 2 tomater

– 1/2 bundt frisk basilikum

– Salt og peber efter behov

– 1/2 pakke rucola

– 5 fuldkorns tortilla. Vil du nedsætte kulhydrater, kan du lave dine egne ud af 1 æg, 1 spsk husk og lidt soyamælk.

– 200 g skinke i skiver

Fremgangsmåde:

Lav først din flødeostcreme. Rør flødeosten sammen med soya og citronsaften. Hak mandlerne, tomat og basilikum og hæld det i flødeostmassen. Tilsæt salt og peber, og rør godt sammen. Tag derefter en wrap og smør den godt med flødeostcremen. Fordel derefter 1/5 del af skinken i den ene halvdel af wrappen. Ovenpå skinken putter du rucola. Rul derefter wrappen stramt sammen, hvor du starter i den ende, hvor skinken og rucola er placeret. Ellers hænger det ikke sammen. Skær alle wraps i to og server. Hele familien vil elske det og det kræver hverken ovn eller stegning på pande. Dvs. mindre opvask – yes!!!!!

Vi blev pænt mætte af denne portion, og vi havde også lidt rester til frokost dagen efter.

Velbekomme!

Del indlægget
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

2 Comments
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments