Opskrift: Smagfulde søde kartofler

søde kartofler

Jeg er blevet utrolig glad for plantebaserede alternativer til kød, og i den sammenhæng har vi smagt os frem til en virkelig smagfuld opskrift på sprøde søde kartofler bøffer. Nøj, de er gode! De gør sig også virkelig godt i en hjemmelavet burger, men den opskrift får I i næste uge. Promise!


Find opskriften på bøffer lavet på søde kartofler nedenfor


Hvor mange af jer har prøvet at lave plantebaserede alternativer til traditionelle retter og hvad er jeres erfaring? Nu er det primært min bedre halvdel, der laver mad herhjemme (ja, så heldig er jeg), men det kan til tider være lidt svært at få den rette konsistens og smag.

Lige i det her tilfælde har han virkelig ramt plet, og jeg drømmer mig tilbage til sprøde bøffer lavet på søde kartofler, nu hvor sulten lige så stille melder sig. Måske vi skal lave det igen i aften ♥

søde kartofler

Sylvester var også ret vild med dem og det tyder på vi godt kan eksperimentere endnu mere med plantebaserede alternativer, når nu en snart 4-årig også accepterer det. Vend endelig tilbage, hvis I kaster jer ud i bøffer lavet på søde kartofler. Velbekomme!


Opskrift: Sprøde bøffer lavet på søde kartofler og bønner


Opskriftstype: Aftensmad

Forberedelsestid: 30 min

Bagetid: 20 min

Total tid: 50 min

Antal: 6 store bøffer

Ingredienser til bøfferne lavet på søde kartofler:

  • 1 dåse kidneybønner eller andre bønner
  • 1 stor sød kartoffel
  • 40 g havregryn
  • 1 lille tsk. tørgær
  • 2-3 spsk. ketchup eller hjemmelavet tomatsauce
  • 1 tsk. løgpulver eller 1/4 friskt løg
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. paprika
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 knivspids chilipulver
  • Lidt hot sauce efter behov
  • 2 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk. plantemælk (vi brugte mandelmælk)

søde kartofler

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på ca. 200 grader. Smid bønnerne i en foodprocessor eller mas dem med en gaffel, mens du koger din skrællede søde kartoffel i ca. 15 minutter. Bland derefter den kogte søde kartoffel med plantemælken, så du får en kartoffelmosmasse.
  2. Bland nu kartoffelmosen med de blendede bønner. Tilsæt derefter gær, paprika, løgpulver, hvidløgspulver, spidskommen og ketchup. Rør godt sammen.
  3. Tilsæt nu havregryn og rør sammen igen. Tilføj hot sauce samt chilipulver og smag til. Afslut med salt og peber.
  4. Fordel massen i 6 lige store portioner. Påfør lidt vand på hænderne og rul dem til boller. Placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Der må gerne være god plads imellem. Pres dem let til bøffer med din håndflade.
  5. Bag bøfferne i ca. 10 minutter, hvorefter du vender dem med en spartel. Bag dem i yderligere 5 minutter og vend dem igen. Giv dem til sidst mellem 2-5 minutter mere indtil de har fået en mørkere farve og er sprøde.
  6. Lad dem køle af og server derefter sammen med tilbehør eller i en hjemmelavet burger. De gør sig også virkelig godt dagen derpå til frokost eller i madpakken.
5 Comments
    1. Jeg mener selvfølgelig ikke almindeligt gær. Vi bruger tørgær. Opdaterer lige opskriften, så det er helt skåret ud 🙂

  1. Jeg tror desværre ikke, det er ret meget bedre. Tørgær og almindeligt gær er levende/aktivt og bør ikke spises. Man bruger derimod ofte gærflager i vegansk madlavning, da det giver en super oste/umami-smag, der ellers kan være svær at få frem i retter, der er rent plantebaseret (Man kan bruge det til ostesovs uden ost, fantastisk smag og meget få kalorier 😀 ) .På engelsk hedder det nutritional yeast, måske der er sket en fejl i en oversættelse? Det ville være synd, hvis vegansk mad og mavepine kom til at hænge sammen 🙂

    1. Tak for din kommentar. Det er ikke en forkert oversættelse. Vi har brugt tørgær i opskriften, da vi slet ikke har gærflager. Nu lever vi jo heller ikke 100 % vegansk ligesom jeg også deler opskrifter på mad, der slet ikke er plantebaseret 🙂 Hvis veganere kan bruge den her opskrift, er det jo bare skønt, og så kan de erstatte det indhold med det de har lyst til.

      Jeg var ellers af den overbevisning at tørgær er velegnet til veganere/vegetarer? Derudover var det ikke min hensigt at skabe en ostesmag i kartoffelbøfferne.

      Jeg har ikke forstand på om man bør/skal spise gær/tørgær. Jeg gør det personligt og har aldrig oplevet problemer. Dem der har, er så nok kloge nok til at vide, at hvis de ved de reagerer på gær/tørgær/, skal de erstatte det med et alternativ 🙂

      1. Både alm. gær og tørgær bruges i veganske bageopskrifter, så det tvivler jeg på er et problem. Jeg forsøgte at gøre opmærksom på, at der er tale om to forskellige ting – et krydderi og et hævemiddel. Når jeg skriver, at man ikke bør spise det, er det for at undgå at få ondt i maven, som man kan risikere at få, fordi det er aktivt. Ikke fordi det modstrider et vegansk princip

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate