Hvad koster et bryllup?

hvad koster et bryllup

Her små 4 måneder efter, har jeg et overordnet bryllupsindlæg klar til jer. Håber I kan klare et mere? Én af de ting, jeg bekymrede mig mest om i forhold til planlægningen, var nemlig i forhold til budget. Hvad koster et bryllup mon? Vi havde ingen opsparing og heller ingen planer om at tage et lån, for at få vores drømmebryllup.

Jeg grublede meget over det, for vi VILLE giftes og skabe en skøn dag med vores nærmeste. Tankerne kredsede om det hele tiden, for det må da kunne lade sig gøre at planlægge et fantastisk bryllup til en god pris eller? Jeg bestemte mig for, at det SKULLE lykkes og siden jeg gjorde det, gik der nærmest sport i planlægningen. Altså på den hyggelige måde.


Hvad koster et bryllup og hvordan holder man budgettet nede?


Tidshorisont:

Vi var slet ikke så tidlige ude, som andre par, i forhold til planlægningen. Altså vi vidste i god tid, at vi vil giftes i august 2016, men det var først omkring start marts 2016, at vi begyndte at planlægge. Fordi vi havde et lavere budget, stressede vi heller ikke over de store beslutninger, da vi alligevel ikke havde råd til de “dyre” løsninger, der kræver man er ude i god tid.

Budget:

Vi lagde os aldrig fast på en pris, men snakkede meget om vi gerne vil ligge på maksimalt omkring 20.000-30.000 kr. Mere havde vi ikke, hvis vi 6 måneder inden, begyndte at spare alt det op vi kunne.

Lokation:

Vi havde valgt at blive viet på rådhuset, som jo endte med at blive til en udendørsvielse i Botanisk Have. Ganske fantastisk og helt gratis. Den efterfølgende reception med lidt snacks og bobler, var derfor i selve Botanisk Have, som heller ikke kostede os noget, udover medbragte drikkervarer.

Selve “festen”, der startede ca. kl. 15 og sluttede næste morgen kl. 05, valgte vi at holde i et fælleslokale på Islands Brygge, hvor vi bor. Det var fine lokaler og så kostede det “kun” 3.000 kr. at leje fra torsdag til søndag. Vi skulle selv pynte op, men borde, stole og service var alt sammen stillet til rådighed, og det fungerede rigtig fint.

hvad koster et bryllup

Gæsteliste:

Vi valgte at holde det meget intimt og invitere den nærmeste familie samt tætte venner. Vi var ca. 30 mennesker med alle – inklusiv børn. Til selve receptionen i Botanisk Have kom der også andre venner forbi, men de skulle ikke med til festen. Det, at det var så “småt”, gjorde det hele langt mere overskueligt økonomisk. Der er ingen af os, der har store familier. Tværtimod. Så det var ikke fordi vi skulle “vælge” nogen fra eller andet ubehageligt.

Jakkesæt og brudekjole

Rasmus kunne genbruge sit Tiger of Sweden jakkesæt, som han havde købt året forinden, og jeg fandt min kjole på udsalg i Illum til ca. 3.000 kr. Skoene fandt jeg på Ebay til 300 kr. og øreringene havde jeg lånt af et dansk smykkebrand. Se hele mit bryllupslook her.

Hår, make-up og styling:

Jeg kendte heldigvis én, der kunne hjælpe på det punkt og lige kunne den dag. Det virker til mange har en eller anden dygtig person i familien, der kan sætte hår eller hjælpe med make-up. Jeg kender også flere, der ligger det selv eller går ned i MAC eller andre steder, og betaler et par hundrede kroner for en flot make-up. Det behøver virkelig ikke sprænge budgettet.

Mad, bryllupskage, drikkevarer etc:

Vi valgte at gå efter buffetløsningen, som kan være ganske fin og lækker. Vi havde egentlig bestemt os for Meyers, men en lille måned inden brylluppet kom der et virkelig godt tilbud på et dealsite. En kok fra Noma havde startet sit eget cateringfirma, og tilbød kuvertpriser til 130 kr. per person fremfor normalt 300 kr. per styk. Vi slog til med det samme og maden var heldigvis virkelig god. Samlet set endte det med at blive lige under 4.000 kr.

I forhold til drikkevarer havde vi sparet en bartender væk, og i stedet endte vi med at bruge Justserveit til cocktails, som økonomisk virkelig giver mening. De smagte fantastisk og det var hyggeligt med de fine dispensers, hvor gæsterne selv kunne hente cocktails fra. Vin, øl og andet havde vi selv købt ind månederne op til, og vi serverede det i kolde spande, så gæsterne selv kunne tage for sig.

Bryllupskagen fik vi til en rigtig god deal igennem Sweet Valentine, som i forvejen laver de smukkeste kager til gode priser, da jeg jo har bloggen og derfor kunne forhandle det hjem. Det var en “lille” kage tilpasset de 30 mennesker og meget naturlig i sit udtryk. Præcis som vi ønskede os det.

Vi havde også kaffe og likør stående. Min veninde havde været så sød at låne os sin Nespresso maskine, og så købte vi selv kapsler, mælk, sukker og likør til, som gæsterne frit kunne tage af.

Musik:

Det her punkt var utrolig nemt, og jeg forstår ikke altid folk, der betaler i dyre domme for bands eller DJ’s. Jo måske, hvis man har lejet en kæmpe balsal. Vores medbragte Bose anlæg, en god playliste på Spotify og en iPad udgjorde det for os, så gæsterne selv kunne skifte sang undervejs. Helt gratis og hyggeligt.

Pynt og blomster:

Muligvis den del, jeg hyggede mig mest med. De 6 måneder op til brylluppet, brugte jeg bl.a. på at købe pynt rundt omkring. På Ebay, AliExpress, i Søstrene Grene, Flying Tiger og Lagerhaus. Især i sidstnævnte fandt jeg så meget godt! Samlet set brugte vi i omegnen af 1.500 kr. på fint pynt.

Blomster hentede vi dagen inden ved blomsterhandleren foran Magasin, da de altid har flotte blomster til gode priser. Samlet set kom vi nok af med 500 kr. for blomster.

Fotograf og bryllupsvideo:

Lige på det punkt havde jeg også forhandlet en god deal hjem via bloggen, så det er ikke helt retvisende i forhold til det samlede budget, da denne post som oftest er den dyreste. Custom Weddings, som vi var mere end tilfredse med, er dog heldigvis slet ikke så dyre, som vi fandt ud af mange andre er. De laver også bryllupsvideoer, og hvis man kombinerer både billeder og fotograf, kan man få det til en samlet fair pris. Det kan virkelig anbefales!

Transport og chauffør:

Om morgenen tog jeg en UBER med en veninde ind til byen for at få sat hår og lagt make-up, og da vi skulle hjem fra Botanisk Have igen, kørte vi med Rasmus’ ven. Det var enormt hyggeligt at sidde på bagsædet, mens vi hørte radio og drak champagne. Lige det punkt var vi fuldstændig ligeglade med, så længe vi ikke skulle gå.

Gaver og hjælp udefra:

Vores familier var gode til at hjælpe undervejs, hvilket også lettede på budgettet. Jeg synes sagtens man kan takke ja til al hjælp, da folk gerne vil gøre det for én. Man kan også vælge at ønske sig ting i bryllupsgave i stedet. Eksempelvis en sød veninde, der kan stå for bryllupskagen eller et familiemedlem, der er rigtig god til at tage billeder. Det handler i sidste ende om nærvær, og når det kommer til alt, er det ikke det du tænker på på selve dagen.

Samlet budget:

Vi har aldrig pluset det hele sammen, og jeg har derfor heller ikke et præcist tal over, hvor meget det har kostet os, men det har været lige over 20.000 kr. Hvis jeg ikke havde forhandlet de samarbejder hjem, som jeg gjorde, havde vi nok endt på ca. 30.000 kr. – 35.000 kr., hvilket også var nogenlunde acceptabelt fra start af.

I forhold til den dag vi fik ud af det, og de mange personlige detaljer dagen bød på, er jeg mere end tilfreds. Vi valgte nogle sparsomme og velfungerende løsninger på nogle punkter, hvilket blot gav anledning til et mere personligt bryllup. Vi stod selv for pynt, musik, blomster og sjove indslag. Alt var sat op og arrangeret af os selv, og det ville jeg ikke være foruden. Det var ikke et bryllup, der lignede et andet til forveksling, og netop dét, at det var så afslappende og alt andet end formelt, var vores højeste ønske.

Konklusionen må være, at et bryllup kan være lige, hvad du og din bedre halvdel synes det skal være. Det kan koste 20.000 kr. og være fantastisk, men det kan også sagtens koste 200.000 kr. og være alt det du har drømt om. Gør hvad I har lyst til og ikke hvad der forventes. I sidste ende er det jo jeres store dag.


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

Hey you! Har du læst de her?

16 Comments
  1. Vild med dit bryllup, ikke mindst prisen, jeg syntes et er så skørt hvad nogle mennesker er villige til at ofre på en enkelt dag. Når du beskriver dit syntes jeg virkelig det lyder hyggeligt og overskueligt, og økonomisk forsvarligt, og det gør det ikke mindre flot og fint!

    1. Tak! 🙂

      Fuldstændig enig. Så vil jeg hellere bruge pengene på noget andet 🙂 Heldigvis er der plads til alle slags bryllupper, og jeg nyder at komme til både de helt store og de mindre af slagsen. Et bryllup er bare altid en dejlig ting.

  2. Kære Danica. Hvor lyder det fantastisk! Og hvor er i super inspirerende! Det lyder som en skøn proces og et vidunderligt output. Jeg følger dig på IG og Snapchat, og sommetider læser jeg med her, og som kompliment kan jeg fortælle, at jeg ikke læser andre blogs, for jeg finder det simpelthen ikke interessant. MEN! Du har fastholdt min opmærksomhed – helt siden jeg startede med at følge dig, da du boede i Risskov. Tak for dig. Du(/i)er meget inspirerende! Kram

    1. Kære Thea

      MEGA mange tusinde gange tak for din søde kommentar. Det er altså SÅ skønt at høre. Tak fordi du læser med!

      Håber jeg fortsat kan inspirere dig til at kigge forbi engang imellem.

      Kh Danica 🙂

  3. Lyder som den perfekte dag 😉 Det er lige præcis sådan et bryllup jeg drømmer om !! Dejligt at høre, at det kan lade sig gøre til en overkommelig pris. Ingen af os er interesserede i at bruge 100-150.000 (el mere) på én dag – så nu kan jeg vise manden, at det faktisk kan lade sig gøre til rimelige penge uden at skulle gå særlig meget på kompromis med vores ønsker 🙂 Tak for indlægget 😉

    1. Det var virkelig også en skøn dag 😀 Og det kan det sagtens, hvis man tænker lidt kreativt og accepterer man ikke skal holde det en hel weekend på et slot. Når alt kommer til alt, handler det om selve dagen og kærligheden.

      Nyd processen! 🙂 Det er faktisk rigtig sjovt, at få lov til at personliggøre det så meget.

  4. Rigtig godt indlæg. Tak fordi du deler! Vi har selv været i gang med at planlægge bryllup, men det er på standby pga. graviditet, og i samme omgang er vores opsparing røget ret meget i nul i forbindelse med flytning. Min kæreste har været meget imod at bruge festlokaler, da man jo selv skal stå for oppyntning, opdækning og ikke mindst oprydning dagen efter. Hvordan var det arbejdsmæssige omfang for jer? Fik I folk ud og hjælpe dagen efter? Og havde I serverings- og oprydningspersonale på dagen?

    1. Tak skal du have og spændende med jeres kommende bryllup 🙂

      Vi stod selv for pynt og opdækning, hvilket tog hele dagen op til. Vi synes det var hyggeligt og fik også hjælp af familie og venner, så det gik fint 🙂 Vi skulle også rydde op dagen efter, og det klarede vi. Selvfølgelig er det ikke vildt sjovt, men igen hjalp venner og familie til, så det tog ca. 4 timer. Rengøring var med i prisen.

      Vi havde ikke serveringspersonale på. Vi havde lavet det sådan, at folk selv kunne tage af det hele, så den post sparede vi også 🙂

        1. Nej, der var tilhørende opvaskemaskine, så dem vaskede vi. Rengøring var primært vaske gulv, borde, stole, badeværelse etc. Vi stod for oprydning. Måske de havde accepteret at vi lod det beskidte stel stå, men vi tog det bare med 🙂

  5. Super fin inspiration,tak! jeg leder med lys og lygte efter et fint festlokale, har du flere billeder fra der hvor i holdte jeres fest og kan man mon leje det?

    1. Tusind tak 🙂

      Man kan kun leje det, hvis man bor i ejendommen på Islands Brygge. Det er et fælleslokale, som tilfældigvis bare fungerer rigtig godt. Hvis du bor her, skal du bare kontakte DEAS og bede om at leje festlokalet i “Blomsten”.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate