Et liv uden anoreksi og bulimi

anoreksi og bulimi

For noget tid tilbage spurgte jeg jer derude om vi skulle genoptage min læserføljeton, hvor I deler jeres historier herinde. Oprindeligt var de navngivet “Et skår i glansbilledet“. Jeg har sidenhen fået nogle stærke historier tilsendt, som jeg vil dele med jer løbende. 

Brænder du inde med en livsoplevelse eller andet, du tror er sundt at få ned på skrift, så send det til mig på dc@danicachloe.dk. Der er ikke noget rigtig eller forkert her, men bare ønsket om at bearbejde ting og dele oplevelser, som andre også kan drage nytte af. Man er selvfølgelig velkommen til at være anonym. 

Dagens historie er faktisk en opfølgning på denne læserberetning fra 2014. Jeg vil derfor anbefale jer at læse den fortælling før I læser nedenstående ♥


I hørte min historie om, hvordan jeg blev spundet ind i spiseforstyrrelsens mørke verden tilbage i 2014. Jeg var nede i et meget stort hul, som jeg på ingen måde kunne finde min vej opad.

Min anoreksi blev til bulimi, og jeg led af voldsomme overspisninger med efterfølende kompenserende adfærd. Kort efter min historie, krøb jeg til korset, kiggede indad og tænkte at jeg måtte tage kampen op, og startede derfor hos en psykolog i København. I starten synes jeg ikke kemien var der, og i virkeligheden synes jeg måske hun var lidt irriterende, men hun havde ret i de ting hun sagde, og hun plantede bitte små spirer til hvor jeg er i dag. Gennem de efterfølgende måneder blev jeg ret glad for hende, og følte at hun forstod mig og måske endda kunne hjælpe mig.

Sideløbende startede jeg nyt arbejde som socialrådgiver, hvor jeg kom ind i det fedeste ungeteam. Nøøj, nogle skønne kolleger jeg havde. Det var jo en hel fornøjelse at skulle på arbejde. Lige før jul 2014, sad jeg en dag i frokoststuen og talte med nogle kolleger fra et andet team. De talte om nogle mislykkede dates. Jeg grinte med og fortalte om nogle af mine oplevelser. Hende der sad til højre for mig, havde været min nisse gennem december, så derfor vidste jeg hvem hun var. Hun virkede så rar. Hun brød ind i samtalen og fortalte, at hun havde en sød fætter, som kunne trænge til en date. Det med de der dates var jeg jo vant til, og jeg blev lidt nysgerrig. Jeg fik lov at se et billede af ham og tænkte: ”Hmm, han ser da meget sød ud, måske jeg skal slå til”. Den rare pige skrev til sin fætter og fortalte om mig. Han havde kigget på min facebook og havde skrevet ”wow”. Jeg blev smigret og glad. Ligesom mange gange før, så var jeg med mit håbløse romantikergen allerede ude i tanker om, hvorvidt han kunne være noget for mig, før jeg overhovedet havde mødt ham.

Et par dage efter tog jeg med toget til Aarhus, hvor jeg skulle fejre jul med familien. I forlængelse af dette, skulle jeg igennem en operation for potentiel knogleskørhed, som jeg havde fået serveret med beskeden om, at det højest sandsynligt var forårsaget af min spiseforstyrrelse. Jeg var derfor i Aarhus i tre uger. Gennem julen var spiseforstyrrelsen særligt slem. Mad, mad og mere mad. Selv juleaften kunne jeg ikke vige mine tanker bort fra skrækscenarier om hvordan jeg ville komme til at se ud, hvis ikke jeg fik maden op igen. Der gik jeg ud på toilettet og kastede den fede julemad op igen. Jeg var lettet, men følte mig skamfuld og blottet.

Min operation forløb som den skulle. Gennem ugerne i Aarhus havde jeg skrevet lidt med ham ”fætteren”. Vi kan kalde ham ”D”. Han virkede sød, men hvordan kan man overhovedet vide det ud fra sms beskeder. I virkeligheden ved man jo ikke hvad der gemmer sig bag tasterne. Alligevel blev jeg betaget af ham, og det at han holdt fast gennem tre uger uden overhovedet at have mødt mig.

På vej tilbage til København d. 25. Januar 2015, blev jeg lidt modig og insisterede på at mødes med D snarest når jeg kom tilbage til København. Han indvilligede og inviterede mig hjem til ham den efterfølgende tirsdag til håndbold. Herrerne skulle spille slutrunde, så det passede mig helt fint. I dagene op til, var jeg spændt og tankerne kørte rundt i hovedet på mig.

På en kommunal arbejdsplads som min daværende, hvor der var kage, slik eller andet de fleste af ugens syv dage, er det et rent slaraffenland for en bulimiker. På det her tidspunkt kastede jeg både op derhjemme og på arbejdspladsen. Jeg prøvede at overtale mig selv til, at lade kagen være eller kun spise meget lidt af det, men hver gang fejlede jeg. Midt i helvede skulle jeg så mentalt gøre mig klar til at være fuld af overskud, nu hvor der skulle dates. Det var jo ikke en hvilken som helst date. Det var hende den rare piges fætter.

Jeg husker at jeg brugte uendelig meget tid på at finde det rette outfit, som de fleste vel gør når de er nervøs og spændt forud for en date. På det tidspunkt var jeg stadig ikke så bekendt med det meste af København. Jeg tog turen til Nørrebro og stod af ved runddelen, som jeg lod mig vide at det hed.

Jeg nåede at tænke mange tanker på vej op ad trapperne. Ham der åbnede så rigtig sød og rar ud. Han have lavet hjemmebagte boller. Lige der var jeg pænt imponeret. Vi sad i sofaen og snakkede hele aften. Det flød bare derud af. Da jeg skulle hjem prøvede han ikke en gang at kysse mig. Hvilken gentleman, eller var det bare fordi han ikke havde lyst? Daten var gået over alle forventninger.

I den efterfølgende tid så vi meget til hinanden, og skiftes til at komme på besøg hos hinanden. Samtalerne flød som Niagara vandfaldet. Vi lærte hinanden at kende bedre og bedre. Jeg var forelsket og samtidig var jeg skrækslagen for, at han pludselig ville synes det var kedeligt, og derfor ville droppe mig. Jeg ventede faktisk bare på det. I det første halve år brugte jeg utrolig meget energi på dette, og jeg var sikker på, at han ikke ville holde interessen. Den dag kom ikke. Det var enormt hårdt at skulle være fuld af overskud sammen med ham og samtidig kæmpede jeg stadig en kamp med min spiseforstyrrelse. Men han gav mig så meget energi og en enorm lyst til at kæmpe hårdere. Det hele var en stor rutchebanetur.

En dag fortalte jeg ham om hvad jeg kæmpede med, og han lyttede, forstod og støttede mig. De sidste to år har jeg lært at holde af mig selv igen, og jeg spiser stort set normalt. Det har ikke været nemt, og til tider har jeg haft lyst til at give op, men D viste mig vejen frem. Han skal ikke have hele fortjenesten, men jeg er sikker på, at den lykke jeg fandt i ham, gjorde mig stærkere, og gav mig appetit på livet igen.

I dag bor vi sammen, taler om børn og hus. Vi har rejst, vi har oplevet og vi sætter pris på de små oplevelser i hverdagen. Jeg føler at jeg har fået mit liv igen, med lidt ekstra til. Jeg gik fra at veje 39 kg. til i dag at veje 49 kg. Det er stadig et lavt tal, men min højde taget i betragtning, så er det tilfredsstillende. Jeg tænker ofte tilbage, og føler at det var et andet liv. Jeg glæder mig hver dag over, at kunne spise et stykke kage eller en pastaret med god samvittighed. Jeg tror dog stadig aldrig helt at jeg glemmer alle de mærkedage, og tankerne vil stadig poppe op ind i mellem, men de bliver nemmere og nemmere at skubbe ud af hovedet igen, og jeg lever ikke længere efter dem.

D er i januar lige blevet ramt at leukæmi. Det var den mest forfærdelige besked, jeg nogensinde havde fået, og min verden forsvandt. Han er heldigvis efter nu to måneder, allerede i bedring og der er gode udsigter. Lige der fandt jeg for alvor ud af hvad kærlighed betyder. D er min ledestjerne og min verden. Husk at sætte pris på livet, også de små ting. Husk at det nogle gange kan betale sig at sige pyt i stedet for at hidse sig op. Mest af alt, så husk så ofte som muligt på, at du kun har et liv. Pas på dig selv og gør det til det bedste liv for dig, og lev det! Jeg er hver dag taknemmelig for ikke længere at leve i skyggen af spiseforstyrrelsen.

Tak fordi du ville lytte til min historie.


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.

4 Comments
  1. Det er uden tvivl det mest fantastiske jeg NOGENSINDE har læst i hele blogverdenen. Livsbekræftende, opløftende og største motivation for at det kan være anderledes. TAK!

  2. Absolut et fantastisk indlæg. Omend D utvivlsomt har betydet meget for din fremgang, tror jeg på, at din egen vilje er den afgørende. Det er virkelig sejt gået

  3. Hvor er det dejligt at høre, at du er i bedring. Jeg ønsker dig og “D” ALT det bedste. Krydser alt hvad krydses kan for at han snart er på toppen, og at I kan komme videre med jeres liv og drømme <3

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate