ET LILLE SKÅR AF MIG

Danica Chloe

Grunden til jeg elsker blogs, så højt som jeg gør, og stædigt holder fast i kærligheden til mediet, er, at jeg herigennem kan få indblik i andres liv med alt der hører med. De lykkelige omstændigheder, hverdagens trummerum, sårbare øjeblikke og livets små oplevelser.

Der er ikke dét, jeg ikke elsker at læse om. Jeg følger jo blogs, fordi der er rigtige mennesker bag. Mennesker, der skriver godt, ærligt, trygt og rart. Jeg har ingen forventninger til indholdet, men glæder mig hver dag til at se, hvad folk finder på. Al den inspiration og glæde det giver mig – det elsker jeg!

Jeg føler selv, jeg er et godt sted. Jeg har overskud, kan fokusere på det gode i livet og er positiv. Jeg har min familie. Min lille familie, der gør alt godt. Uden dem vil jeg ikke være det her rare sted. MEN. For der er et men. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at bruge blogmediet til at dele historier. Historier, der kan hjælpe andre, som måske selv er det sted, jeg var engang.

Derfor får I i dag en historie, der fyldte utrolig meget for nogle år tilbage. Noget, som jeg egentlig har holdt tæt ind til kroppen i flere år efterhånden, for folk skulle jo nødigt vide jeg også rammes af dårlige ting og faktisk kan blive rigtig ked af det. Men det kan alle mennesker, og sørgelige omstændigheder er noget vi alle oplever på et eller andet tidspunkt.

Sagen er den, at inden vi fik Sylvester, var jeg gravid. Jeg fandt ud af det i start juni 2011, og var lige blevet 25 år. Vi vidste det kunne ske, men slet ikke at det kunne ske så hurtigt. Vi var helt rundt på gulvet, men vendte os hurtigt til tanken. Jeg kom til lægen og det blev bekræftet. Nu ventede vi et barn, og jeg havde den vildeste fornemmelse på det vil blive en lille pige. Jeg havde termin i februar, og vi begyndte at glæde os helt vildt. Det gør man jo som regel, når man får den glædelige nyhed. Vi fik dato til nakkefoldsscanning og alt var skønt.

Lige indtil den dag i slut juli (i uge 10), hvor jeg begyndte at bløde. Jeg blev selvfølgelig bange, men kunne Google mig frem til at det godt kunne ske uden det betød noget alvorligt. Jeg ringede dog til lægen, som anbefalede mig at komme ind. Hun undersøgte mig og mente fosteret kunne være gået til grunde. Jeg blev bedt om at køre op til Skejby med det samme, og Rasmus kom og hentede mig hos lægen. Vi sagde ikke et ord hele vejen. Inderst vidste jeg jo godt, hvad vi skulle have at vide.

Vi kom ind med det samme, da de vidste vi kom. Jeg kom op på briksen, blev undersøgt og rigtig nok var fosteret dødt. Jeg mindes ikke engang jeg græd. Jeg holdte masken til alt var ovre, hvor jeg kom ud i bilen, og der brød jeg helt sammen. Vi var knuste. Når man er førstegangsforældre, og virkelig uvidende om alt, og aldrig havde skænket spontane aborter en tanke, var det en mavepuster.

Jeg fik nogle piller med jeg skulle tage, som vil hjælpe med at skille mig af med fosteret. Det kom rigtig nok nogle dage efter, og er generelt virkelig en ubehagelig oplevelse. Selvom det er et lille foster, er du ikke i tvivl, når du ser det komme ud..

Desværre kunne min krop ikke udskille det hele selv, og jeg skulle derfor have tid til en udskrabning på Skejby i fuld narkose. Jeg husker tydeligt, da vi sad i venteværelset med alle de andre, der skulle have en frivillig/ufrivillig udskrabning. Luften var så tung, og det skar i hjertet, at man selv mistede, når andre frivilligt fjernede raske fostre. Intet ondt om det, da der kan være mange grunde hertil, men lige i den situation havde man ikke brug for at høre det.

Udskrabningen gik som den skulle, men jeg var helt smadret efterfølgende. Jeg sygemeldte mig på arbejdet og sov i to døgn. Tanken om den glade forestilling var ødelagt. Vi havde lige præcis ikke nået at sige det til nogen, hvilket jeg dengang var glad for, da vi derved ikke skulle fortælle dem, at det ikke blev til noget alligevel.

Jeg er i dag klogere og vil ønske, jeg havde delt oplevelsen med nogen. Det var en smule traumatisk, selvom det var tidligt i graviditeten. Det kom fuldstændig bag på os, da jeg dengang ikke vidste, at hver 4 faktisk aborterer inden 12 uge. Det er ganske normalt, at kroppen afstøder fosteret. Især første gang af hvad jeg kan forstå. Men jeg havde aldrig læst eller hørt om det, og da jeg så den positive graviditetstest var jeg naiv og troede det betød, jeg havde et barn 9 måneder efter.

Jeg var igennem regelmæssige blodprøver, for at tjekke om alt var ude. Det var det, men jeg var præget af det i lang tid efter, og det var efter det indgreb min acne og andre problemer for alvor startede op. Min hormonbalance var helt ude af den.

Efter den oplevelse blev jeg alt andet end naiv. Jeg var sur og kynisk! Jeg havde jo ikke andre end Rasmus at snakke med det om og var generelt alt for lukket til at dele min oplevelse med nogen. Det var et nederlag. Andre blev jo gravide og fik børn uden problemer, og vores gik til grunde. Jeg havde slet ikke lyst til at prøve igen, selvom vi snakkede om det. Derimod holdte jeg igen og begyndte at gå rigtig meget i byen i en periode. Det hjalp at få tankerne væk og kun tage stilling til overfladiske ting.

Efter et halvt år blev det bedre. Det kom på afstand, og vi begyndte at overveje at prøve igen. Jeg var dog nervøs hele vejen igennem, og da jeg stod med testen anden gang efter nogle måneder, var det ikke lykke fra første sekund. Det var bekymringer.

Vi købte os til en hjertelydstest i uge 6 allerede. Det havde vi aldrig overvejet første gang. Vi var så bange inden scanningen, men da skærmen viste et lille glimt, kunne vi slappe lidt af igen. I uge 9 købte vi os til endnu en scanning og sådan fortsatte det igennem hele graviditeten. Jeg frygtede hele tiden det kunne gå til grunde, men frygten blev heldigvis mindre jo længere hen jeg kom. Og i dag har vi skønne Sylvester på snart 5 år. Det er vildt, hvor hurtig tiden går, og hvor meget der er sket siden dengang.

Men hvorfor deler jeg den her historie, tænker I måske? Jeg synes lidt det er et tabu i vores samfund, at snakke om at miste. Jeg var selv uvidende. Det er slet ikke unormalt, og ofte blot kroppens måde at fortælle, at der måske var noget galt til at starte med. Jeg ved blot, at hvis jeg selv havde læst eller hørt andres historier, havde jeg kunne håndtere min egen bedre.

Jeg havde 100 % delt det med andre, hvis jeg kunne gøre det om, så jeg havde nogen at tale med det om. Familie, venner, kollegaer eller bekendte. Det er ikke noget, der påvirker mig i dag eller som jeg tænker synderlig meget over. Vi har jo Sylvester. Men dengang fyldte det rigtig meget, og jeg følte mig forkert. Det tog gejsten fra mig. Livet er ikke kun gode graviditeter og raske børn. Desværre. Det kan der være mange grunde til, men lad os sætte ord på de gange det går galt. Det tror jeg på vil hjælpe rigtig mange, der kommer til at opleve det eller selv sidder i det lige nu.

Blot fordi man har aborteret én gang, har man ikke nødvendigvis højere risiko næste gang. De fleste spontane abort sker inden 12 uge, og derfor bliver man altid lettet, når man har en veloverstået nakkefoldsscanning bag sig. Derefter er chancen rigtig lille. Mit bedste råd må være, hvis du gerne vil have ro, at investere i tidlige scanninger. Det hjalp mig utrolig meget og var alle pengene værd. På den måde kan man følge det tæt og have nogenlunde vished undervejs.

Det lettede helt at få det ned på skrift. Det er ikke pinligt, et tabu eller et nederlag. Det var bare naturen, der spillede ind. Det sker bare og sådan er livet nogle gange.


P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag, samt Snapchat (danica_chloe).

Hey you! Har du læst de her?

30 Comments
  1. Modigt at dele, Danica. Og hvor jegelsker blogmediet lige præcis af samme grunde, som du. Det må have været en frygtelig tid og måske endnu mere svær, når du kun havde Rasmus at dele det med. Men nogle gange er det svært andet. Jeg har egentlig hørt en lignende historie mange gange hos bekendte og min egen svigermor har selv været igennem det. Det føles faktisk endnu mere skræmmende for så kan det jo meget vel ske for en selv.Jeg er hvert fald ked af at du og andre har været igennem det. Men som du skriver, her er det bare andre kræfter der spiller ind og det højest sandsynligt fordi at fosteret ikke var ok. Det ville aldrig have været et sundt og raskt barn, er min tanke. Og havde det ikke været for denne oplevelse, ja så havde I måske aldrig fået Sylvester.

    Tak fordi du dele ud af det svære.

    1. Præcis! Der kan mediet noget helt specielt. Jeg manglede i hvert fald nogle tilsvarende beretninger, fra andre, der havde prøvet det samme, dengang.

      Jeg kendte desværre ikke nogen, der havde prøvet det, men nu snakkede jeg jo heller ikke højt om det og jeg var en af de første, der overhovedet fik børn i min vennekreds, så det hele var bare mere ensomt.

  2. Kære Chloe,
    Hold da op. Sad helt med tårer i øjnene og kunne sagtens forestille mig, hvilken traumatisk oplevelse det har været for dig. Jeg håber aldrig at du skal opleve en lige så ulykkelig tid i dit liv igen. Det er så vigtigt at man åbne op og fortæller sine omgivelser for “Delt glæde er dobbelt glæde, delt sorg er halv sorg.”
    Jeg er rigtig glad og taknemmelig over, at du turde dele din fortælling – gid flere gjorde det! ♡
    Det er også grunden til, at jeg har delt min historie om min kroniske sygdom, der gør at jeg skal tage medicin resten af livet, her:
    http://nouw.com/businessblogging/honesty-is-the-best-policy-29849549
    Masser af Kram og Tanker fra
    Michelle

    1. Det håber jeg heller ikke. Selvom det var traumatisk dengang, har jeg det heldigvis godt nu 🙂 Det er bare en vigtig historie at dele, da mange oplever det på egen krop.

      Hvor er du sej, at du deler din fortælling. Generelt kan det være med til at åbne op for en forståelse for alle de ting, vi kan deale med som mennesker. Godt gået!

  3. Jeg var igennem det samme i Marts, også i 10 uge. Det er en forfærdelig oplevelse, og jeg er stadig ikke et helt menneske.Efter det skete prøvede jeg at finde lignende historier, men kunne intet finde der beskrev hvordan jeg havde det. Det eneste jeg kunne finde var et blogindlæg fra Le Gammeltoft der har været gravid 5 gange, og har fået 2 børn. Hun beskriver sorgen og følelsen på sådan en fin måde. Hun fortæller at det er ok at være ked af det.

    Vi er ved at prøve igen nu. Men jeg er SÅ bange for, at det sker igen. Til tider så bange, at jeg ikke har lyst til at prøve igen. Så TAK for at du deler!

    1. Jeg ved ikke om det er for meget. Men jeg skrev faktisk min historie ned. Jeg er ikke den store skribent. Men nu du deler din, så deler jeg min.

      Min historie starter d. 3/2 hvor jeg meget tidligt fredag morgen, står med en positiv graviditetstest. Klokken er 5.30 og jeg skynder mig ind til min kæreste J, der ligger og sover. Jeg vækker ham, og fortæller at jeg er gravid! Vi er glade, og har lyst til bare at være sammen med hinanden. Uger går, og vi drømmer. Drømmer om hvad kønnet er, gætter. Snakker navne. Lever i vores egen lille boble. Vi fortæller vores nærmeste at jeg er gravid, det er utroligt svært for os at skjule vores glæde. Jeg er psykiatrisk sygeplejerske på et Lukket Intensivt Akut afsnit, og sådan et sted er der altid en risiko for at patienter kan blive udadreagerende. Så vi tog en beslutning sammen om at fortælle det på mit arbejde, så jeg kunne blive flyttet til en mildere afdeling. Lørdag d.11/3 er jeg Odense med nogle veninder. Vi griner, går ture, spiser god mad og hygger os, og jeg fortæller dem at jeg er gravid. Sent om aftenen bløder jeg en lille smule. Jeg skriver til J at jeg er begyndt at bløde, og han skriver at det er helt normalt, hvilket er samme konklusion jeg finder på nettet og diverse graviditets app’s. Søndag morgen går mine veninder og jeg ud og spiser brunch, hvor jeg inden vi skal kører hjem til København går på toilettet. Jeg føler min krop er underlig, underlivet føles enormt tungt, og jeg var begyndt at bløde mere. Jeg skriver til J, at han nok ikke skal tage til fodboldkamp alligevel, da der er noget helt galt. På vej hjem i bilen kan jeg mærke at jeg bløder mere og mere. Også er der pludselig virkelig langt fra Odense til Nørrebro. Jeg fortæller intet til mine veninder, da jeg ikke kan overskue at tale om det. Jeg kommer hjem til J, og ringer til 1813. De sætter mig i forbindelse med gynækologisk akutafsnit på Rigshospitalet, som fortæller mig at jeg formentlig er ved at abortere. Hele min verden falder sammen. Tanken om at min krop lige nu, er ved at udstøde mit barn. Vores barn. Jeg render frem og tilbage fra toilettet. Der er så meget blod. Pludselig, i mine trusser, ligger der, hvad ingen nogensinde kunne være i tvivl om, et lille foster. Med en lille arm. Og små fingre. Jeg skriger på J. Jeg kan ikke få mig selv til at fjerne det. Smide det ud. Skylle det væk. J gør det. Ingen ord kan nogensinde beskrive de efterfølgende dage. Ture på Rigshospitalet. Samtaler. Skanninger. Alt ser ok ud. Min krop har klaret det selv. Det er helt normalt. I mit hoved, er det ikke normalt. Det er ikke normalt at min krop selv har klaret at udstøde mit barn. Vores barn.

      Mit arbejde gav mig den tid jeg behøvede. Normalt fortæller man ikke at man er gravid før uge 12. Men det gjorde jeg. Og jeg gør det igen. De havde SÅ meget forståelse. Og det viser sig, at flere havde prøvet det samme.

      Vi er i gang med at prøve nu. Og jeg er bange. Bange for at det sker igen. Vi har nemt ved at blive gravide. Men jeg er bange for, at min krop ikke kan finde ud af at holde på barnet. Frygten for, om jeg skal igennem det igen. Om vi skal igennem det igen. J har været den bedste og største støtte i det her. Men det har været rart, at min omgangskreds også har vidst det. Jeg kan kun anbefale det at fortælle det. Sige det højt. Snak om det. Os det sker for, vi føler os SÅ alene. Jeg gjorde i hvert fald.

    2. Det er jeg virkelig ked af at læse, og jeg er så glad for du også deler din historie herinde. Det kan faktisk være enormt befriende at få det ned på skrift. Jeg ved i hvert fald, at jeg havde tendens til at negligere det, da det jo “var tidligt” alligevel. Men derfor er det stadigvæk en meget hård oplevelse.

      Jeg krydser alt hvad krydses kan, og er sikker på I snart får en god graviditet og et rask barn ❤️

  4. Tak fordi du deler din historie. Jeg har også tidligere været (lykkeligt) uvidende om, at det er et så hyppigt fænomen. Jeg har selv været lettere (over)forsigtig i min graviditet med Iben og vi fortalte det også først sent – selvom jeg ikke har prøvet at miste. Jeg var bare så bange for at noget skulle gå galt og at jeg skulle ‘mindes om det’ fordi folk vidste det. Men som du siger, så kan man måske også have brug for at dele sorgen ligeså meget som man har brug for at dele glæden.

    1. Ja, man lever lidt i en naiv verden første gang, hvilket jo også kan være godt. Men nogle gange, når det ikke lykkes, er det rart at være lidt oplyst, så man ikke føler sig så forkert.

      Jeg tror i hvert fald det er vigtigt at dele glæden såvel som sorgen med andre, så man kan bearbejde det.

  5. Prøvede det selv sidste år, var i 12 uge.. og til nakkefoldsscanning, så var babyens hjerte holdt op med at slå. Det knuste mit hjerte..
    Idag er jeg gravid 5+5.. og jeg er så bange for at miste, at jeg ikke tør tro på det endnu..

    Du har ret det er tabu, forstår slet ikke hvorfor det ikke blir snakket om.. så tak for dette blogindlæg<3

    1. Ej 😢 Det er hårdt! Det er jeg ked af at høre.

      Tillykke med graviditeten igen. Det skal nok gå godt! Men jeg kender godt følelsen. Du skal bare lidt længere hen, så du kan få ro på og så kan det godt betale sig at købe sig til privat scanninger. Det hjalp meget her.

  6. Super fint skriv ❤️ Jeg aborterede også i 10 uge, men var meget åben omkring det. Netop derfor fandt jeg ud af, at så mange af mine bekendte havde oplevet præcis det samme, og at det faktisk var helt normalt. Sjovt nok har jeg aldrig fået skrevet min historie på min blog. Det burde jeg😉 Tak fordi du deler.

    1. Det tror jeg virkelig også er vejen frem. Ofte betyder det, at man kommer i snak med mange andre, der har prøvet det samme. Det kunne jeg godt have brugt.

      Ja, gør det. Det er virkelig rart at få det skrevet ned 😊

  7. Kære Danica Chloe, tusinde tak fordi du deler. Det er sårbart at gøre. Jeg kan bare sige, at jeg har oplevet det samme, bare i 2010. Helt frygteligt, og sorgen sidder på en måde stadig i mig, selvom jeg nu har to sunde og raske børn. Men tingene ændrede bare lidt farve efter den oplevelse, nu er det ikke længere rosenrødt. Min hud blev også helt vanvittig (er det stadig lidt pt) efterfølgende (også efter hver af mine to fødsler + amning) og har også læst dine posts omkring din hud, tak fordi du deler det også! Det er et større detektivarbejde at komme til bunds i det for mig personligt, så det er rart at læse dine erfaringer. Kærlig hilsen Julie

    1. Ja, især når det er den første. Det er altid en speciel oplevelse, og når det så går i stykker, påvirker det de kommende graviditeter. Jeg håber virkelig du får bearbejdet det, selvom det kan være svært. Men det lyder som om du er meget opmærksom på det, og det hjælper virkelig at sige det højt og faktisk anerkende at man havde et andet barn.

      Jeg er glad for min fortælling også kunne hjælpe lidt ❤️

  8. Jeg er gravid, er kommet cirka 8 uger, så det hele føles meget nyt og skrøbeligt . Jeg ønskede ikke at fortælle til nogen, før vi havde været til scanning og var sikre på at alt var okay, men min kæreste var uenig. Han sagde, at vi skal dele glæden over graviditeten med vores nærmeste, fordi hvis nu jeg aborterer, så skal vi også kunne dele sorgen med dem. Han havde så ret <3

    1. Han har nemlig ret. Vi sagde det også tidligere anden gang – i tilfælde af der skulle ske noget.

      Tillykke med graviditeten. Hvor er det spændende og dejligt for jer ❤️

  9. Det er super fedt du sætter fokus på emnet. I 2015 blev jeg gravid første gang og mistede også i 10. Uge. Jeg var helt ødelagt men opsat på at vi skulle prøve igen med det samme. 4 måneder senere blev jeg gravid igen men mistede så i uge 8. Efter det gik der en del tid inden jeg igen ønskede at prøve og under 3. Graviditet var jeg konstant pessimistisk. I dag har vi dog den skønneste 6 måneder gamle dreng! Men ja det er helt klart et ret tabu emne. Hvilket er mærkeligt når det sker så ofte og for så mange. Vi fandt ud af at mange i vores omgangskreds havde været ude for der samme men man snakker bare ikke om det.

    1. Orv, det må have været hårdt ❤️ Det er jeg ked af at høre. Men dejligt I har en skøn dreng i dag.

      Det er meget tabubelagt. Jeg ved virkelig ikke hvorfor man ikke snakker så meget om det. Måske fordi det er så sårbart og personligt, at man ikke helt kan overskue at åbne op for det.

  10. Jeg har ingen personlige erfaringer med det her emne…men jeg synes bare det er så flot at du deler det, fortæller din historie, hjælper andre med dine ord og er med til at nedbryde et tabu.
    Og så er jeg ked af, at I skulle igennem det. men glad på jeres vegne over, at I nu har Sylvester, og hinanden.
    kram

    1. Tak Sidsel. Det er for mig et sårbart emne, som jeg synes der bør være mere fokus på ❤️

  11. Puha, jeg stod selv i fuldstændig det samme i julen. Jeg mistede i uge 12 og måtte indlægges med det samme, fordi jeg blødte for meget. Jeg er lige nu gravid i uge 8, og sindssygt bange. Som jeg har sagt til min kæreste, så er jeg ikke glad endnu, men lettet og enormt bange. Vi har bestilt en scanning om en uge og håber bare på det bedste. Jeg tør ikke at tro, at der er et levende foster derinde, før de 12 uger er gået. Jeg synes næsten, at den mangelende forståelse fra omverden er overvældende. Min svigerinde er gravid, og taler med mig om det hele tiden (hun ved ikke, jeg er) og havde jeg ikke været i den situation jeg er i nu, hvor er jeg igen er gravid, så ved jeg ikke, hvordan jeg havde reageret! På mig virker det som manglende situationsfornemmelsr, og kan mærke jeg mistet noget hver gang, hun nævner det! Av av av!! Men godt at du deler og der kommer fokus på det, det er vigtigt!

    1. Det er jeg virkelig ked af at høre 😢 Men det hele skal nok gå og du har sikkert ingen tid at bekymre dig om. Jeg kan dog sagtens huske følelsen, og så snart man kommer over de købte scanninger + nakkefolds, har man mere ro på. Jeg tænker på jer.

      Det lyder også uheldigt med din svigerinde. Har du nævnt det for hende? Nogle mennesker tænker sig virkelig ikke om, og det kan være hun er så grebet af sin egen graviditet, at hun helt har glemt det du har været igennem. Jeg vil overveje at sige det på en pæn måde ❤️

  12. Faldt lige over dit indlæg, og er glad for du deler og bryder “tabuet”. Jeg har selv inden for det seneste år haft to spontane aborter, og vi håber snart at det lykkedes igen, det der går mig mest på er faktisk at jeg slet ikk tør at blive glad næste gang jeg står med en positiv test😬 Selvom jeg ved hvordan statistikken med spontane aborter ser ud kan jeg ikke forstå at vi bare er uheldige, som lægerne jo har sagt! Men jeg håber de har ret, og at det snart lykkes med at gennemføre en graviditet 😊 Heldigvis priser jeg mig lykkelig over ikke at være så gammel, og i værste tilfælde kan man få hjælp, de er jo så dygtige idag! Jeg er i hvert fald (næsten) ikk i tvivl om jeg nok skal få børn en dag ❤️ Tak fordi du delte!!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate