EN ÆRGERLIG TENDENS PÅ DE SOCIALE MEDIER

Måske ikke det mest positive blogindlæg op til jul, men nu har jeg filosoferet over den her tendens i ret så lang tid og den irriterer mig grænseløst. Bloggen er på mange måder en ventil og jeg synes det ærgerligt, at vi er nået dertil, hvor vi fokuserer mere på andre end os selv.

Jeg nævnte det kort i det her indlæg, og for god ordens skyld skal det lige siges jeg ikke personligt har følt mig ramt. Og så alligevel, da jeg jo også har en blog og andre kanaler online, hvor folk kan gøre det samme mod mig, men det er altså ikke udgangspunktet for det her indlæg.

Er jeg den eneste, der har bemærket en tendens, der gør vi skal stille os til dommer overfor hvad andre gør online? Problemet eksisterer i den grad også offline, men er mere synlig, når det er til skue for alle. Her tænker jeg i den grad på det faktum, at det er blevet populært at hæve sig på bekostning af andre..

“Hvad laver de fuldtidsbloggere mon? Drikker kaffe hele dagen? Haha”

“10 Instagram-typer, jeg hader”

“Det perfekte Instagram-ideal er urealistisk”

Jeg gider kun fremstille det uperfekte. Folk, der gør det anderledes, må have meget lidt indhold i deres liv”

Jeg er med på, at vi ikke alle kan have samme smag. Det vil også være ganske kedeligt. Men nogle er til pæne opstillede boligbilleder med masser af kubus-stager og Royal Copenhagen, nogle lever af deres Instagram eller blog, nogle kalder sig selv for influencer, fordi de har lyst, nogle er modeller og lever af at rejse rundt i hele verden, nogle kan bare godt lide at fremstille hverdagen pænere end den er og nogle elsker at vise det uperfekte frem. Der er heller ikke noget galt i at ligge træningsbilleder op, hvis det er det man er til, eller at vise sine børn frem. Så længe man har en god mavefornemmelse, er det ikke mit sted at påpege andres sociale vaner.

Det er alt sammen okay, og der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, men jeg får decideret dårlig smag i munden på andres vegne, når de gang på gang taler andre ned i håbet om at højne sig selv. Det sker desværre rigtig ofte efterhånden. Både på Instagram, i dedikerede blogindlæg, Facebook, YouTube etc. Både privat personer og personer, der på den ene eller anden måde har en større offentlig platform.

Jeg har været nødt til at stoppe med følge personer, fordi det gik mig så meget på. Man kan selvfølgelig så diskutere, hvorfor jeg skriver et helt indlæg om, i mine øjne, problematikken? Fordi jeg synes det er en ærgerlig tendens. Hvor er søstersolidariteten? Hvorfor skal man gøre grin med andre, fordi de gør tingene på en anden måde end en selv? Hvad får man ud af det? Både i øjeblikket og på længere sigt? Bunder det i noget helt andet? Usikkerhed?

Jeg ved godt, at alle ikke kan lide mig. Det er helt fair. Jeg har indhold, der taler til nogle, hvor andre finder det uinteressant. Det genererer mig ikke. Jeg tænker, at de folk så bare ikke skal følge mig eller spilde deres tid herinde.

Jeg har det dog ret svært med, at hvis man så ikke inspireres af de her mennesker, kan man vælge at bruge sin egen tid på at nedgøre eller gøre grin med det. Det er ikke fordi jeg ikke har humor – jeg kan sagtens se det sjove i mange ting, men den her tendens lugter altså af noget helt andet end sarkasme eller satire.

Er jeg den eneste, der har bemærket den her tendens? Sådan helt generelt? Eller er det måske bare mere synligt for mig, fordi jeg bruger rigeligt tid på sociale medier?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Hey you! Har du læst de her?

11 Comments
  1. Jeg tror denne problemstilling opstår fordi vi stadig er så nye i SoMe-verdenen. Vi har ikke lært at filtrere ordentligt i de inputs som vi modtager, vi tager det hele ind og tager det for hele sandheden. Vi “taler” til folk på måder som vi ALDRIG ville gøre det ude i den virkelige verden. Alt sammen fordi vi ikke kan navigere i den her nye verden der har åbner sig for os. Hvis man drager parralleler til den “virkelige verden” har vi da alle sammen folk i vores liv som maler hverdagen mere lyserød end andre, folk der kun fortæller om deres positive oplevelser, det ville man aldrig reagere på, men fordi vi får så mange inputs, også fra fremmede, så mister vi overblikket, vi mister den kritiske distance til det vi ser og tager det alt for bogstaveligt! Jeg synes det er så fint at enhver kan vælge at sprede den energi som de personligt har lyst til. Det er vigtigt at der bliver sat fokus på ting som folk kan relatere til, lette og sværre ting/følelser, men det er også vigtigt at alt ikke bliver negativ energi og sværre følelser, der skal også være plads til den positive energi! Og ja, så må man lære at sortere i det man modtager gennem SoMe-kanalerne. Men det er svært.. jeg håber håber håber at den næste generation, som vokser op med SoMe alle vegne, bliver bedre til at navigere og sortere i alle de tusindvis af inputs og indtryk som de møder på daglig basis. Da vi var yngre var problemet i særlig grad modeblade og billeder af de perfekte hjem der påvirkede os og dikterede hvordan vi skulle se ud og hvad der var god stil. Nu er det bare udbredt endnu mere fordi enhver kan blande sig i debatten og der i højere grad end tidligere er mulighed for at give sin holdning til kende og endda mere eller mindre anonymt.
    Vigtigt emne du tager op, og en dejlig rummelig tilgang du har til det, det tror jeg i virkeligheden er det vigtigste – rummelighed! For der skal sgu være plads til os allesammen <3

    1. Sikke nogle reflekterende overvejelser. Jeg tror du har helt ret. Vi forstår os ikke 100 % på det endnu, men jeg håber, ligesom dig, at den næste generation vil få et bedre og mere realistisk forhold til mediet.

      Rummelighed er nemlig vejen frem – selvom det kan være svært ❤️

  2. Kære Danica
    Dit indlæg rammer spot on. Virkelig, fuldstændig spot on. Jeg har set det utallige gange på de sociale medier generelt, og måtte desværre også selv ligge under for det i forrige uge, hvor jeg både blev beskyldt for at at lyve og overdrive omkring min positive indstilling til moderskabet, vores hverdag på barsel og mine “urealistiske dagbogsindlæg”. Det er helt sindssygt, at andre skal bedømme hvorvidt det der skrives er sandt, shame bag en skærm og fortælle, at man er utroværdig, at man lyver. “Jamen, jeg ved jo ligesom hvordan det foregår herhjemme. JEG ER MODEREN. Det er mit liv?”. Det er enormt sørgeligt, at der ikke er plads til alle. Tendensen med at vise det uperfekte frem og proklamere hvor hårdt livet med børn er, er der rigeligt plads til. Desværre ikke så meget det modsatte. Det er i hvertfald min opfattelse, og det er rigtig ærgerligt. Vi er da bedre end det! Mere søstersolidaritet og mindre morpoliti. Det gad jeg godt. God jul til dig og din familie.
    Bedste hilsner,
    Caroline
    http://www.carolineejacobsen.dk

    1. Jeg bliver faktisk helt harm på dine vegne – altså at du skal retfærdiggøre dine valg eller hvordan du skriver på din blog. Det er da ikke andres business, og hvis de oprigtigt er utilfredse, kan de jo bare stoppe med at følge dig i stilhed. Det er jo helt fair. Men jeg forstår ikke behovet for alt den kritik du får.

      Jeg viser også primært det gode i livet. Dermed ikke sagt jeg ikke skriver om nedturene eller når livet er hårdt, men jeg foretrækker helt klart at have en positiv tilgang til tingene. Mest for min egen skyld, så jeg også er positiv i andre sammenhænge. Jeg vil så gerne tage mere let på tingene, og det er altså nemmere, hvis ikke jeg hele tiden skal skrive om alt det jeg synes er hårdt eller er træt af.

      Jeg synes dog det er så fint, at andre gør det på en anden måde og kunne ALDRIG finde på at tale dem ned bare fordi de agerer anderledes. Der er intet rigtigt eller forkert her. Jeg synes det er skønt, der findes så mange forskellige mennesker med så mange forskellige tilgange til livet. Alt andet vil være kedeligt.

      Glædelig jul ❤️

  3. Jeg synes, at der tegner sig det samme billede, og det er enormt ærgerligt. Især fordi det også er tydeligt, at dem der følger tendensen, ikke bruger deres modstand til at se indad. De ellers harmløse ting vi stiller os i opposition overfor, eller endda misunder, er da om noget en guide til at, der er noget i eget liv, vi ikke realiserer/lader os begrænse af.

    Generelt synes jeg også, at der er en stor tilbageholdenhed ift. at anerkende andre, fx på sociale medier. Jeg kan se, at der er en del mennesker, der ser alt mit indhold, men som hverken følger, liker eller andet.. og nu, hvor de så ivrigt følger med, kan jeg da ikke lade være med at undres. Det er jo ikke just fordi der er en grænse for, hvor meget “good stuff” man må sprede på dagsbasis 🙂

    Tak for et dejligt indlæg og rigtigt glædelig jul!

    Kh T
    (@tanjagotthardsen)

    1. Jeg er så enig. Det er ofte et udtryk for noget andet, og i stedet for at projektere det over på andre, må man arbejde med sig selv, hvis man føler sig nødsaget til at kritisere eller “mobbe”.

      Det er en god pointe, som jeg ikke har tænkt over, men du har ret. Der er også en tendens til ikke altid at kunne unde andres lykke. Om det er på arbejdspladsen, i venindekredsen eller på sociale medier. Det er nok noget kulturelt, men hvor vil jeg ønske vi kunne rykke os lidt. God energi er vejen frem ❤️

  4. Jeg mærker det – men jeg ser det ikke. Men jeg mærker det på mig selv. Jeg er begyndt at være en anelse irriteret på nogle profiler, jeg ellers kan lide at følge. Men jeg vælger så bare at holde min mund og holder pølsefingrene væk fra tasteturet. Jeg kunne aldrig finde på at skrive noget eller svine nogle til – hvad skulle det dog nytte. Hvorfor jeg bliver irriteret ved jeg faktisk ikke – det er ikke misundelse eller noget i den stil, det er bare irritation. Måske når nogle overdriver et eller andet, så kan man godt tænke – ej stop nu lidt. Det heldigvis er glemt 2 sek efter – måske det er hormonerne, der raser? 🙂 Hvert fald for mit vedkommende.

    1. Det er jo også fair at tænke sit og blive irriteret. Det gør vi alle. Vi har jo ikke alle samme smag eller præferencer, men der er godt nok langt fra at tænke noget til at skrive en kommentar ala “Jeg hader bare de der IG-profiler, der kun viser Kubus eller Royal Copenhagen frem. Det er SÅ kikset og de må have meget lidt indhold i deres liv”. Det ser jeg på daglig basis rundt omkring. Jeg prøver selvfølgelig selv at sortere det fra, da det ikke bidrager med noget positivt, men bare fordi jeg stopper med at se det eksisterer det stadigvæk, og det er jo ærgerligt.

      Hvis man kigger på USA har de en helt anden tilgang til det. De støtter og accepterer hinandens forskelle uden at være nedladende, og det håber jeg da kunne smitte lidt af her i Danmark. Det vil i hvert fald klæde folk. Om det så er på Facebook, Instagram, blogmediet eller i den virkelige verden for den sags skyld.

      Et godt eksempel er de mange terminsgrupper på Facebook. Der er så mange fordomme og forudindtagelser, at det brænder i mine øjne. Folk skriver så grimt til hinanden, hvis de gør tingene anderledes end dem selv. Det er som om det er meget svært for nogen, at acceptere at folk gør tingene på en anden måde eller kan lide noget andet end dem selv.

      1. Ja, det er en ærgerlig tendens. Det er som om at ytringsfriheden er blevet misforstået. For det er ikke ens betydende med, at man SKAL sige noget. Man behøver faktisk ikke altid at sige sin mening. Og slet ikke hvis det bare er en sviner. Og det er så evigt let på skrift – man skal jo ikke stå til ansvar for noget som helst.

        I USA er janteloven jo mere udvisket, så det er måske det, man også ser og mærker på sociale medier. og hvor er det dog godt.

        Jeg har ikke selv set alt det i terminsgrupper på FB og skal da vist holde mig væk, hvis det er sådan :/

  5. Den slags fnidder siger jo altid mere om afsenderen end om den, der “fnidres” om. Hvis man gider at spilde sin tid på at læse med hos en blogger eller følge en på Instagram eller andre steder, der irriterer én, så siger det absolut kun noget om en selv. Hvis der er noget, man ikke bryder sig om, så kan man da bare springe det over – længere er den ikke.
    En god gammel tommelfingerregel siger, at hvis man ikke har noget positivt at sige, kan man med fordel helt lade være med at sige noget 🙂

    1. Det er jeg 100 % enig i, men jeg prøver bare at forstå hvorfor og så er det måske også lidt et opråb, for det er godt nok en ærgerlig tendens. Jeg forstår ikke hvad man får ud af at ytre sig. Jeg er med på man kan tænke lige hvad man vil – men der er langt til at skrive deciderede kommentarer eller opslag. Det forstår jeg bare ikke 🙈

      Jeg bliver ikke nødvendigvis klogere, men jeg håber godt nok vi bliver mere solidariske med tiden ❤️

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate