DEN STORE GUIDE TIL AMERIKANSKE REALITYSHOWS

Det kan snart ikke være nogen hemmelighed længere. Jeg ELSKER realityshows. Ikke de danske – dem ser jeg sjældent, men derimod alt amerikansk. Jo mere dramatisk det bedre. Årets højdepunkt er januar måned, da The Bachelor starter op igen. For ikke at tale om mine andre favoritter – Real Housewives, Vanderpump Rules, Americas Next Top Model og Keeping Up With The Kardashians. Det gør vintermånederne langt sjovere..

Det er nok også noget af det jeg får flest spørgsmål til. Ikke graviditeten, mit tøj eller personlige holdninger til specifikke emner.. Nej, folk vil bare gerne vide, hvor henne jeg ser mit amerikanske reality og hvilke programmer jeg kan anbefale. Bum! Jeg elsker I er lige så simple og glade for den slags TV shows som mig. Når man har det i sin hverdag, kan man altså klare en hel del..

Jeg skammer mig ikke over jeg elsker det. Det er underholdning og jeg kan seriøst glæde mig i flere måneder op til en ny sæson starter. Derfor vil jeg nedenfor også præsentere mine favoritter, som jeg ynder at se samt tippe jer om hvordan I eventuelt kan se det online.

The Bachelor og The Bachelorette = Jeg ved snart ikke hvor mange år vi er oppe på, men jeg føler det har eksisteret i 15 år efterhånden. Kan det passe? Jeg har i hvert fald set ALLE sæsoner, der nogensinde er lavet. Både The Bachelor, The Bachelorette samt samtlige spinoffs som Bachelor Pad og Bachelor in Paradise. Idéen er simpel. En mand eller kvinde leder efter den store kærlighed. De kan vælge mellem 25 singler, som alle er der for hovedpersonens skyld. MEN… Når man samler så mange mennesker under et tag ender det sjældent godt. Det er drama på drama..

Real Housewives of… = Ja, hvor skal jeg starte? Jeg ser både Beverly Hills, Orange County, Dallas, Vancouver etc. Jeg elsker dem alle. Man følger rige kvinder, som selvfølgelig har en masse problemer til trods for deres mange penge. Ikke mindst internt. Hold nu op de kan diskutere. Man får hurtigt sine favoritter og lever sig ind i deres urealistiske hverdag.

Vanderpump Rules = Et spinoff af Real Housewives of Beverly Hills. Èn af hovedpersonerne fra serien, Lisa Vanderpump, har et hav af restauranter i LA. Heriblandt SUR. I 5 sæsoner har vi fulgt medarbejderne på restauranten. Der er drama, intriger, utroskab, skænderier, store tudeture, slagsmål og andet skørt. Det er nok det realityshow jeg ser, hvor de medvirkende har flest issues. Man bliver enormt træt af dem alle, men man kan alligevel ikke helt stoppe med at se det.

Famously Single = Et nyere show jeg er faldet over. Her følger man semikendte mennesker, som har svært ved at finde kærligheden af forskellige årsager. Den største årsag er nok, at de har urealistiske forventninger til en kommende partner samt utrolig høje tanker om sig selv. To datingeksperter skal derfor hjælpe dem med at udvikle sig personligt og finde deres perfekte match. Det går dog sjældent som planlagt..

Americas Next Top Model = I 24 sæsoner har jeg fulgt potentielle kommende modeller, der alle kæmper for det samme. Nemlig at blive Americas Next Top Model. Tyra Banks er fierce og lærer fra sig, men hvem kan klare presset og blive den nye topmodel? Jeg elsker det her show og bliver aldrig træt af det. I år er Tyra igen tilbage i dommerstolen og det er lige så underholdende som altid.

Keeping Up With the Kardashians = Jeg var ikke hooked i starten, men blev det senere hen. Man kan ikke lade være med at holde af familien, der gennemlever lidt af hvert. I hvert afsnit sker der noget stort og man følger dem i tykt og tyndt. Fra familiestridigheder, graviditeter til overfald, stalkers og karriere. Det går vildt for sig.. Min favorit er nok Khloé. Hun er virkelig sjov.

Men hvor ser jeg det så henne? Jeg vil jo helst ikke opfordre nogen til ulovligheder selvom jeg tidligere blot har søgt det nyeste afsnit frem på Google, hvorefter der kom et hav af streamingsider frem i søgeresultaterne. Heldigvis er der alternativer – så som hayu.com, hvor man for 49 kr. om måneden kan se de fleste af ovenstående shows. Eller Viafree, hvor man gratis kan nyde flere gode realityshows. Alternativt kan man købe en udenlandsk IP, hvilket giver adgang til flere lovlige streamingsider. Sidst men ikke mindst bliver mange af programmerne vist på dansk TV, men det kræver man venter lidt, da de som regel er en sæson bagud.

Hvilke udenlandske realityshows er I glade for? Hvis altså I overhovedet bruger tid på den slags?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmode om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Hey you! Har du læst de her?

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate