10 PLANER OG ØNSKER FOR FEBRUAR

Først og fremmest… Dyb vejrtrækning.. Jeg har brug for det. Januar har været god ved mig, men også mere end jeg burde have kastet mig ud i. Det har resulteret i hurtig hjertebanken. Mere end normalt. Over økonomiske bekymringer, frustrationer over ikke altid at blive behandlet med respekt i en overfladisk branche, fremtiden som mor til to, titusinde planer og meget andet.

Spaopholdet var tiltrængt, men hvad nytter det, hvis man efter 48 timer blot er tilbage i samme rytme igen? Jeg vil blive bedre til at tro på processen, at sige fra og at stole på at det hele nok skal gå. Alt løser sig i sidste ende – jeg er trods alt stadigvæk i live, men ihh, hvor jeg hader følelsen af stress og aldrig at nå det halve af hvad man havde planlagt.

Derfor er februarlisten også præget af mere ro, tilstedeværelse og stille dage i sofaen.. bare fordi..

1. I februar skal vi have samlet barnevognen og alle de andre ting, der endelig er kommet hjem. Jeg har ikke tid til overtro, så barnevognen får lov at stå midt i stuen til hun kommer. Det er forresten denne her vi er endt ud med.

2. Jeg skal dyrke noget mere yoga. Jeg fik jo et 10-turskort af Rasmus i julegave og jeg vil altså gerne bruge det noget oftere. Det burde være førsteprioritet frem for sidste..

3. Jeg skal sælge ud til Tradono Market i Papirhallen søndag den 11. februar. Det er sidste gang i rigtig lang tid, så jeg kommer til at tage SÅ meget med. Jeg har behov for at rydde ud og give tingene videre. Jeg håber sådan I vil kigge forbi. Om ikke andet for de mange gode stande og en smuk tur til Christianshavn.

4. Jeg skal også til ekstra scanning på Hvidovre, hvor vi finder ud af om moderkagen stadigvæk ligger lidt i vejen. Det tror jeg ikke den gør, men i tilfælde af den gør, skal vi have en ekstra scanning og derfra potentielt set snakke kejsersnit fra uge 38..

5. Vi skal forbi vinter i Tivoli, som er første gang nogensinde. Jeg har set små videoer derfra og det ser jo fuldstændig magisk ud. Skøjtebane, lysshow, snemænd. Jeg elsker alt ved det!

6. Jeg skal også sidde limet til skærmen hver fredag til X-Factor. Det er blevet Sylvesters og min ting sammen. Vi spiser popcorn og slik mens vi giver deltagerne karakter. Det er simpelthen SÅ hyggeligt.

7. Jeg skal forhåbentligt se en masse venner. Jeg prioriterer i høj grad kvalitetstid med folk jeg holder af, da jeg ved der kommer en periode, hvor det bliver lidt sværere.

8. Jeg skal lytte til en masse fødselsmeditation og hypnose, så jeg får forberedt min hjerne på det der skal ske.

9. Og så skal jeg have klikket denne hjem fra Ellos. Den er alt hvad jeg har ledt efter (reklamelink).

10. Sidst men ikke mindst skal jeg tage den med ro. Sådan rigtigt. Jeg skal lytte til min krop og hvad den tillader. Jeg skal bruge meget mere tid på det jeg synes er sjovt og mindre på alt det andet. Mit hjerte fortæller mig det jo gang på gang, så hvorfor er det til tider stadigvæk så svært?

Hvad har I af planer for den kommende måned?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Hey you! Har du læst de her?

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate