10 VIDUNDERLIGE PLANER OG ØNSKER FOR APRIL

Danica Chloe

Det er lidt svært at skrive mine ønsker og planer for april måned, da jeg ingen idé har om hvordan det bliver med en lille ny. Fokus kommer helt klart til at være på nærvær, familietid og afkobling, men forhåbentligt bliver det også til lidt udendørshygge, forårsvarme og gode gåture.

Vigtigst af alt er dog tiden. Jeg vil ikke have travlt denne gang. Det er vores sidste baby og alt bliver gjort i et mere roligt tempo. Det betyder også, at vi den første tid nok går ind i vores egen boble, hvor vi skal lære hinanden at kende. Bare vores familie på fire. Sidst havde jeg alt for travlt med at please andre, de mange besøg og at tale i telefon med familiemedlemmer fra udlandet. Det kommer ikke til at ske denne her gang. Vi skal nok sige til, når vi har overskud igen.

I april vil jeg rigtig gerne..

1. Have en god fødselsoplevelse. Jeg frygter det slet ikke og glæder mig faktisk til det hele forhåbentligt går i gang ad sig selv. Jeg føler mig mere end klar.

2. Nyde vejret bliver varmere og gå de første ture med barnevognen. Jeg skal også have gang i strækviklen, så vi kan få masser af nærvær mens jeg stadigvæk har tid til at hygge med Sylvester.

3. Starte på en ny serie. Vi er ved at være helt opdateret på Vikings, hvorfor vi mangler en ny og god serie vi kan starte på. Det skal gerne være noget spændende, som begge parter er underholdt af. Hvis I selv er på udkig efter nye serier kan jeg anbefale min  ultimative guide til Netflix.

4. Fejre min fødselsdag på afslappende vis. I april fylder jeg nemlig 32 år. Alder er intet problem for mig. Faktisk synes jeg kun livet bliver federe desto ældre man bliver.

5. Starte til zoneterapi med hende i maven. Jeg går jo i fødsel før eller siden, men det betyder ikke at jeg stopper med de ting, jeg er blevet så glad for. Vigtigst af alt vil jeg gerne give vores datter nogle ture hos Lise, da en fødsel kan være ret traumatisk og de små ofte kan have nogle ting, der driller efter oplevelsen. Med Sylvester gik vi til kiropraktor fra da han var omkring 4 uger. Det fungerede så godt.

6. Spise årets første is. Vi mangler et rigtig godt issted her på Bryggen, så det bliver nok Ismageriet på den anden side af Fælleden.

7. Købe det første stykke tøj efter fødslen, som ikke kun skal tage hensyn til en stor mave. Det bliver højst sandsynligt denne her. Shit, den er pæn (reklamelink).

8. Forberede lidt indlæg og samarbejder til bloggen. Jeg har jo valgt at gå ned i tid i min virksomhed, men jeg “lukker” den ikke. Dvs. jeg kommer til at fortsætte som jeg plejer, men muligvis i et andet tempo end nu.

9. Have min sidste ansigtsbehandling inden fødslen hos hende her. Det er heldigvis allerede i dag, hvorfor jeg med 99 % sikkerhed når det inden hendes ankomst.

10. Forsøge at få et godt ammeforløb op at køre. Det gik jo ikke så godt sidst, og jeg håber sådan det går bedre denne gang. Jeg er i hvert fald mere opmærksom på faldgruberne samt de fejl jeg lavede sidst.

Hvilke planer har I for vidunderlige april?


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Hey you! Har du læst de her?

11 Comments
  1. Hvis det er Ismageriet du mener, som før lå ved kongelundsvejen, så er de skam flyttet ud på Rued Langgaards Vej lige omkring ITU i stedet for. ☺️

    1. Ja, det gjorde jeg 🙈 Det er bare mig, der allerede har ammehjerne. Jeg elsker det sted og har allerede været forbi det nye sted lidt for mange gange. Århh, glæder mig til årets første is 🍦

  2. Ville høre om du har nogle tips til tøj maven kan være i, og noget som måske ikke nødvendigvis behøves lægges væk efter fødslen? 😊 Eksempelvis kjoler.

    1. Jeg har været rigtig glad for Moves By Minimum samt Gina Tricot under gravidteten. Alt sammen noget jeg fortsat kan bruge efterfølgende og som er super pænt nu allerede. Det er begge mærker, der er til at betale 😊

  3. Det lyder som nogle dejlige ting – jeg ville glæde mig 🙂 Jeg har selv følgende planer:

    Færdiggøre 3 værelser i vores hus – vi er allerede godt på vej. Altså vi og vi – jeg peger mest og bedømmer. Og så ordner min mand resten. Og min søn – han er desværre lidt for god med sin lille sav, så ham er der lidt småcreperationer efter. Sådan er det med en meget hjælpsom dreng.

    Fejre min fødselsdag – med masser af dejligt mad og kage. Kage er vigtigt. Og is – men dem er jeg tyvstartet på.

    Lidt sommerhusplaner – dejligt at komme væk fra al byggerod, selvom det slet ikke er så slemt mere.

    Hvis alt går vel så går jeg på barsel snart – men det skulle ikke undre mig, at al lock-out udsætter min feriedage, som jeg gerne vil bruge. Nå, vi må se tiden an.

    1. Dine planer lyder heller ikke værst ❤️ Især den med at pege og bedømme samt hjælp fra en lille mand. Hvor er det sødt!

      Og hvor er jeg misundelig på jeres sommerhusplaner. Har I jeres eget? Det er seriøst min drøm!

      1. Nej, desværre ikke vores men et lejet. synes også ALLE har sommerhus eller forældre, der har. Snyd snyd snyd. Så heldige er vi desværre ikke længere.

        1. Vi overvejer også at leje et, men synes ofte hurtigt det bliver dyrt. Hvis bare man kendte nogen ❤️

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate