Forbrug, forbrug og så lidt mere forbrug

Jeg ELSKER, hvordan der er gang i bæredygtighedssnakken for tiden. På sociale medier, i omgangskredsen og i de store nyhedsaviser. Denne gang håber jeg bare det holder stik og ikke er varm luft, som langsomt dør ud, når man igen bliver fristet af et nyt køb, rejse eller lignende.

Jeg har skrevet om det flere gange. Både i 2016 HER og senest i starten af 2018 både HER og HER. Mange af de tanker, jeg gjorde mig dengang, gør sig stadigvæk gældende i dag. Jeg er fuldt ud enig i at vi har et problem. Det har vi haft længe, men i takt med vi bliver mere belærte, bliver vi også mere opmærksomme på problemet. Så godt så langt.

Udfordringen er imidlertid er gå fra at erkende det til faktisk at gøre en (lille) forskel. Vi er vanedyr, magelige og ret forkælede. At skulle afkald på noget eller ændre noget, der i forvejen føles rart, er mega svært. I hvert fald når jeg kigger indad.


Mit ansvar som blogger og influent i forhold til forbrug

Samtidigt har jeg en blog og nogle sociale kanaler, som adskiller min hverdag fra mange andres. Jeg får ting tilsendt, jeg laver kommercielle samarbejder og jeg “opfordrer” ofte til nye køb, når jeg deler mine egne. På den ene side føler jeg blot jeg deler ud af hverdagen, hvor jeg forsøger at inspirere andre. På den anden side er jeg så tilpas reflekterende, at jeg tit snubler over selvsamme. Burde jeg handle anderledes? Skaber min blog overforbrug hos andre? Har det en negativt indflydelse på vores klode?

Jeg er enig i, at vi alle har et ansvar. Hvad end man er blogger, skolelærer, sygeplejerske eller politiker. Jeg blander mig til gengæld ikke i hvad andre gør. Jeg kan dele nogle gode tips og håbe på andre bliver inspireret, men det er ikke mit sted at dømme andre. Vi har alle forskellige udgangspunkter og prioritereringer.

Omvendt bliver jeg ofte dømt ud fra de valg jeg tager. Det kan jeg godt leve med. Jeg har trods alt selv valgt at have en stor del af mit liv til offentlig skue. Det meste preller af, hvis ikke jeg er enig eller det giver anledning til reflektion, men nogle gange bliver jeg klogere og min horisont bliver udvidet.


En ny retning med fokus på de simple og rare øjeblikke

Af samme grund vil jeg gerne forsøge at gøre mig mere i det grønne. Ikke forstået på den måde, at jeg skal skrive indlæg om hvorfor jeg gør det, men derimod forsøge at inspirere andre til at tænke mere i de baner, og omvendt selv blive inspireret til nye vaner. Vi vil jo rigtig gerne herhjemme, og selvom jeg synes vi gør noget, kan man altid lære nyt og tilegne sig nye vaner. Vaner, der spreder ringe i vandet, og som på sigt måske bliver en ny virkelighed? En ny måde at leve på? Og deraf nye krav til producenterne.

Det hænger også lidt sammen med det her indlæg. Jeg vil gerne skabe noget, der er større end mig selv. Hvad ved jeg ikke præcis endnu, men det skal være noget rart og noget der indbyder til en langsom og nærværende livsstil.


Der skal være plads til nye kjoler og ferier i ny og næ

Generelt set vil bloggen fremadrettet øge antallet af indlæg, der omfavner det simple liv og den dertilhørende hverdag. Det langsomme og det rare. Nogle gange er det en ny kjole (fordi jeg elsker det) eller ferie til Thailand (som indebærer en flyrejse), og andre gange er det loppefund, grønne vaner, læseværdige bøger, kødfri hverdagsretter og guides til ferier i eget land. Jeg skal aldrig nogensinde sige mig fra for noget som helst. Jeg er ikke hellig. Jeg er ikke bedre end andre. Jeg vil bare gerne lære, sprede god energi, reflektere og forsøge at leve et godt liv med nogenlunde omtanke for vores klode.

Jeg håber I glæder jer til fortsat at læse med og inspirere mig. Hvad end I har læst med i maaaange år, er nye eller er endt her tilfældigt. 


PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.

Hey you! Har du læst de her?

4 Comments
  1. Jeg er også ret vild med den retning! Og ja, jeg lægger også mærke til at samtalen bliver bredere og at flere og flere af de bloggere jeg læser med hos, tager del i samtalen, og også medierne og (lidt) min omgangskreds – så fedt! Jeg er bestemt heller ikke selv hellig, og det er jo en rejse med mange skridt, og i flere retninger. Jeg elsker at læse om og blive klogere på langsom living, bevidst forbrug, nærvær, selvpleje af sjælen og kroppen, grønne valg osv – men jeg har skam lang vej igen på rejsen. Lige nu har jeg besluttet at jeg kun må købe 5 stykker tøj resten af året – så er tanken at det bliver mere velovervejet, og at jeg kan investerer i mere bæredygtigt produceret tøj (har pga især økonomi været slem til de billige køb..). Jeg vil glæde mig til at blive inspireret af dig – og ingen krav eller forventninger om perfektion herfra!

    1. Dejligt du også har bemærket det! Det er jo skønt folk begynder at tage stilling og kigge vanerne igennem. Om ikke andet er det nye fokus velkomment i en tid, hvor kloden er under pres ♻️

      Du beskriver det så fint! Nemlig at det er en rejse, hvor vi hele tiden bliver klogere og at den kan have tusinde forskellige retninger. Intet er mere rigtigt end noget andet.

      Jeg er meget inspireret af din 5 stykker tøj resten af året. Det vil jeg kopiere! Jeg har i mange år kørt med temaet, at min garderobe kun må indeholde maksimalt 100 dele med ALT. Tøj, sko, jakker, tasker etc. Det er faktisk sværere end det lyder, og umiddelbart skal jeg kigge det igennem igen. Der er ikke noget bedre end at se sine ting få et nyt hjem eller donere til genbrug. En ekstra bonus er, at det man så beholder, er det man elsker allermest. Jeg er også begyndt at reparere mine ting. Heriblandt at sy knapper i, der er faldet af, læderbehandling af slidte sko. Mange af de ting vi ejer kan jo sagtens holde mange år, hvis bare vi husker at pleje det ❤️

  2. Hej Danica
    Det er en rigtig spændende og ikke mindst relevant retning, du vil trække nogle af dine indlæg i retningen af! Jeg går selv meget op i at passe på miljøet, men jeg vil se frem til at få indblik i, hvad du og din familie gør og få flere tips 😊

    1. Tak! Jeg håber da jeg har noget at byde ind med 🙈 Om ikke andet er det sundt for mig at åbne min horisont og tilegne mig nogle nye og gode vaner. Vi giver det et forsøg 👏🏻

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Translate